Fortsæt til indhold

Er det tid til et mere demensvenligt samfund?

Debat
Birte M. AndersenByrådsmedlem, Venstre

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Demens er en frygtelig sygdom. Jo ældre vi bliver, jo flere får sygdommen, som også påvirker familien og pårørende. Men det kan være svært at se, at et menneske har demens. Det er der nu gjort noget ved. Der er udviklet et demenssymbol af Folkebevægelsen for et demensvenligt Danmark.

Det er et symbol udformet som en håndsrækning, der viser man har demens. Det er naturligvis frivilligt om den enkelte vil bære symbolet, men det vil være nyttigt at gøre det. Det giver omverdenen bedre mulighed for at hjælpe og udvise tålmodighed. Det er ofte det man har brug for når man har demens.Symbolet fortæller omgivelserne at det vil være fint at tage kontakt, smile og være imødekommende. At man skal tale tydeligt og kun stille et spørgsmål ad gangen. At man skal være tålmodig, sætte tempoet lidt ned og hjælp gerne på vej.

90.000 danskere lever med demens og flere end 2 millioner danskere er i berøring med demens som pårørende, bekende eller via arbejde. Det er således en lidelse der påvirker rigtig mange mennesker.

Jeg vil arbejde for, at vi i Skanderborg Kommune støtter det vigtige arbejde som Folkebevægelsen for et demensvenligt Danmark udfører.

Som sygeplejerske ved jeg, at det er en snigende sygdom som medfører megen lidelse. Jeg vil også arbejde for, at vi i vores ældrepleje kan tilbyde demenssymbolet til dem, der måtte ønske det.

Det vil være en hjælp både for den enkelte, for plejepersonalet og omgivelserne i øvrigt. Så ved man, at her står man overfor et menneske, hvor der skal tages særlige hensyn. Det skylder vi hinanden.