Nu er det mændenes tur til at være de besværlige på arbejdsmarkedet
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Nogle arbejdsgivere har det ikke altid lige nemt med, at deres ansatte råber op om ordentlige forhold på en arbejdsplads. Om det så gælder social dumping, dårligt samarbejde eller sikkerhed på arbejdspladsen.
I anledning af Mændenes internationale dag 19. november, vil vi i 3F ønske os selv og hinanden tillykke med de forbedrede barselsrettigheder til mænd.
En hel del arbejdsgivere synes, at ansatte, der tager barsel, er en smule ”besværlige”. I hvert fald viser en ny rekrutteringsanalyse lavet af Konsulenthuset Ballisager, at 54 procent af de adspurgte arbejdsgivere mener, at medarbejdere, der har været på barsel, er blevet mindre fleksible og at 42 procent er blevet bedre til at sige fra.
Noget tyder altså på, at medarbejdere prioriterer anderledes efter barslen og bliver ”besværlige”. Måske ligger noget af forklaringen i de forældreroller, vi falder ind i, på den anden side af barslen.
Måske er det fordi, de, der tager barslen, er de samme, der bliver ringet til fra børnehaven/vuggestuen, når lillepurken er snottet til op over begge ører? Og måske er det den samme forælder, som tager barnet med til lægen, når slik og Ramasjang ikke rækker?
Måske er de den forælder, der prioriterer at tage til skolekomedien og se sit barn spille den ene halvdel af en hest, selvom chefen gerne så, at man var mere interesseret i lidt overarbejde?
Der er mange gevinster ved at mænd bliver lige så ”besværlige” som kvinder.
Og hvem er de så? Jo, det er formentlig mødrene. Det er i hvert fald dem, der tager cirka 90 procent af barslen i Danmark og derfor også dem, der bliver de ”besværlige”, når de kommer tilbage i job.
Heri ligger uden tvivl noget af grunden til, at kvinder bliver sorteret fra i rekruttering, får mindre i løn, og at arbejdsgiverne på den anden side forventer, at de får en fleksibel og ikke-besværlig medarbejder i mænd.
Det skal der laves om på. Nu får mænd bedre barselsrettigheder. Mange af 3F’s medlemmer vil gerne holde mere barsel, end det de gør. Det er et helt grundlæggende problem i forhold til ligestilling, at mænd ikke tager del i barslen på samme vilkår og i nogenlunde samme omfang som kvinder.
Selvfølgelig ville det være rigtig dejligt, hvis arbejdsgivere ikke syntes det var så ”besværligt”, når ansatte har været på barsel. Men når det nu er sådan, må mænd udnytte de nye rettigheder de får i 2022 og blive en mere ligelig del af børns liv, dele ansvar og glæder og opleves lige så ”besværlige” som kvinder af deres arbejdsgiver.
Fædres større andel af barselsorloven er til gavn for ligestilling (ligeløn), familien (færre skilsmisser), børnene (der får en bedre relation til far) og mænd, - der får set lidt flere skolekomedier. Der er mange gevinster ved at mænd bliver lige så ”besværlige” som kvinder.