Debat: Smid den lunkne madpakke i skraldespanden og lav varm mad på skolen
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
»Jeg har ikke tal på, hvor mange pølsehorn jeg har kørt igennem kasseapparatet i min tid som kasseekspedient i brugsen i Hornslet. Men jeg ved, at det var mange. Kunderne var udskolingselever, der havde fået fri i deres store frikvarter. Stemningen var altid høj, for nu var det spisetid!
For der kan ikke være tvivl om, at pengene vil være godt givet ud, idet forbedrede kostvaner og færre livsstilssygdomme sparer samfundet i sundhedsudgifter på sigt
Og lad mig først slå fast: Jeg under eleverne en tur i brugsen i ny og næ. Men når turen i brugsen bliver til rutine, og pølsehornet bliver til hverdagskost, så synes jeg, der er et problem, og det problem har vi voksne et ansvar for at tage hånd om. Jeg synes, vi bør spørge os selv, om ikke det er et fælles ansvar at sikre, at børn og unge har mætte maver i løbet af hele dagen? Vi ved, at det er socialt betinget, hvad den enkelte elev får med i madpakken. Den usunde madpakke tilhører som oftest familier, der døjer med økonomien eller andre problemer i tilværelsen. Hvis madpakken da overhovedet kommer med i rygsækken. Og manglende, usund eller næringsfattig kost går både ud over elevernes indlæringsevne og sundhed.
Erfaringerne fra skattebetalte madordninger i Norge og Sverige er entydigt gode. Forskning fra de svenske madordninger, som blev indført i 1960’erne, viste, at eleverne, der fik det ernæringsrige varme måltid, i gennemsnit tjente 3 % mere i livsindkomst, gik længere tid i skole og havde bedre sundhed. Ja de blev faktisk også én cm højere end de, der fik madpakke med hjemmefra! Det vil altså gavne alle familier, hvilket kan ses i undersøgelserne fra Norge og Sverige.
Hvad holder os så fra at gøre det? Nogle vil måske svare økonomien. Og det er også til dels sandt. Men vi har faktisk råd. Kommunekassen er på vej til at ramme 300 millioner kr., og der er et stigende indtægtsgrundlag i kommunen. Det eneste, der rigtigt kommer i vejen, er KL og regeringens service- og anlægsramme. Den håber jeg bliver hævet, så der bliver plads til at investere i produktionskøkkener og sunde måltider på skolerne til gavn for vores børn og unge. For der kan ikke være tvivl om, at pengene vil være godt givet ud, idet forbedrede kostvaner og færre livsstilssygdomme sparer samfundet i sundhedsudgifter på sigt.«