Hvad vil du helst ha'? Syltetøj eller honning?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Peter Plys hører til i tiden før syndefaldet. Tiden før forskelle og bøvlede og besværlige valg kom ind i menneskets tilværelse: Hvad vil du helst ha’? Syltetøj eller honning?
Peter Plys svarer selvfølgelig: ”Begge dele”.
Således raser også debatten om vækst. Vækst i øst? Vækst i vest? ”Nej”, svarer Peter Plys; ”Begge dele”.
Ikke at skulle tage stilling er så dejlig rundt, blødt og behageligt – og hvem vil ikke have mere af det hele? Gratis og uden besvær?
En byrådskandidat undrede sig over, at der er behov for nye institutioner, når nu børnetallet samlet set falder i Favrskov Kommune. Det er, fordi børnetallet falder mere i vest, end de stiger i øst. Men det betyder også, at der skal investeres anlægskroner i øst for at imødekomme efterspørgslen.
Ak skæbne, Peter Plys! Anlægskronerne kan kun bruges én gang. Og når de er brugt i øst, så må vest vente. Igen.
Der er behov for at slippe speederen på nye lokalplaner og byområder i øst. Væksten i øst skal ske i harmoni med de eksisterende byer og landsbyer. Eksempelvis Hadbjerg og Haar er snart spist af nye boligområder.
Der skal være plads og økonomi til renovering af skoler og institutioner i vest, så de bliver tidssvarende og attraktive.