Debat: Vores nye borgmester ruller kontoret ud i samfundet
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
»Hvis man et øjeblik glemmer kommunalpolitik og følger med i hvad der rører sig blandt ungdommen i klimadebatten, så oplever man, at denne del af befolkningerne i verden virkeligt er steppet op og tager klimaproblemerne gravalvorligt. COP møderne har til dato været katastrofalt nytteløse og fyldt med professionelt intetsigende politikersnak. De (politikerne) har på det skammeligste vist, at der skal et generationsskifte til, for at få taget effektivt fat om dette globale problem.
Hvis vi så alligevel sætter lup på det kommende kommunalvalg i lille bitte Syddjurs, så har de gamle garvede lokalpolitikere mest talt med uld i mund, med minutlange tirader med hensigtserklæringer, som de måske ikke engang selv tror på de kan indløse.
Her er der i den grad også brug for et generationsskifte.
Dette skifte skal Michael Stegger Jensen stå for. Han vil dialogen med almenheden så kraftigt, at han vil flytte sit kontor rundt omkring i kommunen. Her kan borgeren møde op og vende problemer med ham. Han har lige præcist ikke lovet guld og grønne skove, idet han helt øjensynligt er pragmatiker. Der skal lige nøjagtigt bruges en pragmatiker til at få Byrådet til ikke at lade embedsværket i stikken, og få ting til at ske.«