Fortsæt til indhold

Debat: En GPS-styret kridtrobot til at strege fodboldbaner op i Syddjurs er ikke født i Socialdemokratiets baghave

Debat
Ole Sønderskov Hansen (A), byrådsmedlem og kandidat til KV21:

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Der er på PUK udvalgsmødet onsdag 10. november et forslag om at ændre radikalt på tilskud til opkridtning af boldbaner i Syddjurs Kommune.

I forslaget er der beskrevet en ordning, hvor tilskuddet til klubberne og de frivillige skal bortfalde, og der i stedet skal indkøbes en kridtrobot.

Denne robot skal så placeres centralt i kommunen og hentes og bringes hver 14. dag af de lokale frivillige.

Dette forslag giver i min optik ikke mening!

Med et slag vil man ændre en velfungerende ordning til et bureaukratisk system.

Ydermere skal frivillige bruge tid i bil på at hente og bringe kridtrobotten i stedet for at lave aktiviteter for medlemmer i fodboldklubberne rundt om i kommunen. Bæredygtigt kan det heller ikke være!

Frivillighed er rygraden i kommunens mange idrætstilbud, og vi må som kommune ikke stille hindringer i vejen for mennesker, der ønsker at bruge sin fritid på andre.

Vi, i Socialdemokratiet, har ikke set dette forslag før det blev offentliggjort på PUK dagsordenen i torsdags og kan naturligvis ikke stemme for det.

Socialdemokratiet ønsker, at skabe bedre forhold for frivilligheden i vores kommune - ikke skabe hindringer.«