En moralprædiken

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

”Næ næ næ. Det må man ikke - fy-fy skamme skamme”

Havde man et fjernsyn eller en radio i begyndelsen af 90’erne husker man måske sangen med de formanende ord, der på sin egen måde appellerer til den evige rebel inde i os alle.

Den er et udtryk for utilfredshed med alle de restriktioner, vi stakkels individer pålægges fra regering, samfund og blandt egne rækker; som dengang - som nu - og for altid.

Livet igennem er man udsat for én stor moralprædiken, så man ikke bliver for meget hulemenneske og stadig kan være velkommen blandt resten af civilisationen - der er langt fra det liansvingende Tarzan-menneske til det moderne politiske korrekte og tæmmede menneske.

Der er så meget man skal, både socialt og økonomisk. Man skal for eksempel betale skat og når man skal noget, må man ikke lade være med at gøre det.

Listen over alt det man skal og ikke må lade være med er der ikke plads til her, men indsæt selv dine egne eksempler. Det mest oplagte og altoverskyggende eksempel er naturligvis corona-restriktioner.

Her skal man holde afstand, man skal bære mundbind og man skal pinedød vaccineres, ellers synes resten af verden, at man er uhensigtsmæssigt uoplyst og ligefrem til fare for andre. Den lader vi lige stå lidt - eller måske for evigt.

For et mere presserende anliggende kalder på vores opmærksomhed, nemlig fortsættelsen i førnævnte sang, det konstante og aldrig svigtende spørgsmål: Men hvad må vi så?

Heldigvis må man tænke frit og en slags ytringsfrihed vandrer vel stadig rundt som et småsjældent mutantdyr på de danske veje og marker. Lukkes man inde i billedlig eller konkret forstand, har man altid sin tankens kraft som tro følgesvend og som filosoffen sagde “Jeg tænker, altså er jeg”: at være er at være bevidst. Igennem sproget kan vi endda frit dele tanker og måske ligefrem blive klogere. Og jo klogere vi bliver på hinanden, jo mere må man.

Strækker man den tråd et godt stykke vej gennem grus og glasskår kan det med yderste fingerspids påstås, at den ultimative tænkning ender hos Gud og at tænkningen derfra finder et fast holdepunkt at udfolde sig fra, så man undgår den forvirrende og intetsigende relativisme.

Alt det opsummeres i en enkelt sætning hos Anselm af Canterbury: ”Jeg tror for at kunne forstå”. Oversat fra præstesprog til folk med rigtige jobs: Jeg tror, at der er orden i universet, altså kan jeg med min forstand finde orden. Jeg tror, at alle mennesker er noget værd, altså kan jeg med min forstand finde det værdige hos alle mennesker. Således endte vi ledt og eklatant ved kristendommen og dens evne til at opretholde både tro og forstand og samtidig tilføje et massivt snært af godhed og kærlighed.

Moralprædiken slut.