Bundsgaards hovedpine smitter

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Det bliver nødvendigt at tømme hele medicinskabet, hvis man vil lindre konsekvenserne af tidens store udfordring; mangel på arbejdskraft. Der er akut mangel på hænder, og det rammer velfærden lige så hårdt som virksomhederne. Borgmester Jacob Bundsgaards største hovedpine er derfor at skaffe hænder nok til at bevare niveauet i den kommunale kernevelfærd samtidig med, at erhvervslivet hungrer efter nogle af de samme hænder. En vis rivalisering mellem kommunen og f.eks. byens hoteller, restauranter, rengøringsvirksomheder og serviceerhvervene generelt må forudses. Og hvem har så mest ret til nye medarbejdere? Virksomhederne, der tjener pengene til velfærden eller kommunen, der bruger pengene på at skabe de bedste rammer for virksomheder og borgere at være i?

Bundsgaard er KL-formand lidt endnu, og en analyse derfra viser, at der om otte år vil mangle 90.000 mennesker på arbejdsmarkedet. Allerede nu er der problemer i Aarhus. I ældreplejen må man opgive at besætte op til 40 pct. af de ledige stillinger. På socialområdet er antallet af ansøgninger halveret på få år, og når man søger en pædagog er der nu i gennemsnit syv ansøgere mod tidligere 22. Lette løsninger findes ikke, og en effektiv kur er lige så svær at opdrive som en ny medarbejder.

Er det så på tide at gøre sig lidt ekstra lækker som kommunal arbejdsplads? Givetvis, men her er pengene heller ikke svaret. Lyngby-Taarbæk Kommune vil tilbyde nyuddannede pædagoger en ansættelsesbonus på 15.000 kr. Hvis Aarhus gjorde det samme, ville der snart komme et overbud fra en af omegnskommunerne og effekten ophøre.

Mens Arne-pensionen trækker i den forkerte retning, vil regeringen indføre 37-timers arbejdspligt, og her burde der være noget at hente. 7.500 aarhusianere er ledige, og 32 pct. af borgerne med ikke-vestlig baggrund er på offentlig forsørgelse. Blandt kvinderne i samme gruppe er beskæftigelsen foruroligende lav.

37 timer bør også være normen i ældreplejen og i daginstitutionerne. Sådan er det ikke i dag, hvor 8 af 10 medarbejdere i ældresektoren er på deltid. En femtedel af FOA’s medlemmer ønsker endda at gå op i tid, uden kommunerne har formået at honorere ønsket. FOA har ikke overblik over, hvor mange af fagforeningens medlemmer i Aarhus, der drømmer om at gå op i tid. Det bør straks undersøges og enhver, der vil arbejde mere, bør få mulighed for det.

Det er sikkert mere bøvlet at lægge vagtplaner og tilrettelægge arbejdsdage med en blanding af fuld- og deltidsansatte, men selv kommunen må i disse tider besvære sig med bøvl.

Der er ikke noget at sige til, at borgmesteren rynker brynene. Valget i november afslørede, at han har ondt i vælgertilslutningen, og mon ikke han havde drømt om mere tid til andre, mere synlige og mere populære emner? Uanset hvordan man vender og drejer det, hører arbejdsmarkedspolitik ikke til blandt de mest sexede emner. Manglen på hænder har næppe vælgernes store bevågenhed, før konsekvenserne af en hullet velfærd rammer, og hovedpinen bliver borgernes egen.