"Vi skal ikke være bange for de svære diskussioner"
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Natten til søndag gik Moderaternes nye hjemmeside i luften. Her offentliggjorde partiet ni reformforslag, som viser os hvilken politisk retning, vi kan forvente os af Lars Løkke Rasmussens nye parti.
Jeg har gennem det seneste år været en del af det Politiske Mødested. Her har jeg engageret mig i de mere end 200 timers online webinarer og diskussioner og har netop meldt mig ind i Moderaterne. Det har jeg gjort, fordi jeg mener, at Moderaterne er nytænkende og modige. Modige til at italesætte de udfordringer, Danmark står overfor.
Borgerpligten er et godt middel mod den manglende sammenhængskraft, der i høj grad truer vores moderne samfund. Værnepligten sørgede for, at unge mennesker fra hele landet på tværs af sociale skel mødtes og blev klogere på hinandenPeter Have, medlem af Moderaterne
Der er andre væsentlige årsager til jeg støtter Moderaterne. Her kan nævnes, de nyskabende forslag om henholdsvis Borgerpligt og Værdighedsydelsen til de svageste i vores samfund.
Borgerpligten er et godt middel mod den manglende sammenhængskraft, der i høj grad truer vores moderne samfund. Værnepligten sørgede for, at unge mennesker fra hele landet på tværs af sociale skel mødtes og blev klogere på hinanden og de dele af landet, de ikke selv kommer fra.
I dag er mødes meget få unge på tværs af regionale og kulturelle skel – og det er en trussel mod vores samfund på sigt. Kort og godt foreslår Moderaterne, at alle unge, uanset køn, efter deres ungdomsuddannelse skal bruge et par måneder i samfundets interesse – sammen med hinanden og til gavn for fællesskabet.
En sådan oplevelse vil både give livslang erfaring, skabe nye bånd og grundlægge en almen vigtig dannelse. Til dem, der kalder forslaget tvang, vil jeg blot gøre opmærksom på, at vi også har pligt til at betale skat og sikre at vores børn modtager 10 års undervisning. Dette er en simpel forlængelse og dannelsesrejse.
Prøv og forstil dig, vi giver disse mennesker en værdighedsydelse. En ydelse der er stor nok til et fornuftigt liv. Hvor samfundet ikke stiller krav borgeren, og hvor borgeren ikke stiller krav til samfundet.Peter Have, medlem af Moderaterne
I vores samfund ser vi, at der er mennesker, som ikke passer ned i vores ”kasser”. Nogle har været på kontanthjælp i op imod 10 år. Det kan eksempelvis være borgere uden en diagnose og derfor er udelukket fra at kunne få tildelt en førtidspension. Det kan være borgere, der ikke er i stand til at udfører et arbejde. Det kan der være rigtig mange årsager til.
Der er bare en gruppe medborgere, der i dag bliver skubbet rundt til møder, ressourceforløb, jobafklaringsforløb osv. Og som vi må konstatere, ikke er i stand til at arbejde.
Prøv og forstil dig, vi giver disse mennesker en værdighedsydelse. En ydelse der er stor nok til et fornuftigt liv. Hvor samfundet ikke stiller krav borgeren, og hvor borgeren ikke stiller krav til samfundet.
Det vil frigøre ressourcer, der kan bruges målrettet til de borgere, som kan hjælpes. Vi skal turde sige ”her er der et menneske, der ikke kan deltage i samfundet.”
Der er mange andre ting vi skal turde snakke om. Det kan man i Moderaterne.