Fortsæt til indhold

Aarhus skal udvikles, men det skal ske med respekt

»Mange af de udskældte nybyggerier og nedrivninger af bevaringsværdige bygninger er desværre sket med stor opbakning fra et flertal i Aarhus Byråd med Socialdemokratiet i spidsen«

Debat
Jakob Søgaard Clausen, byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Aarhus

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Aarhus Kommune er igen i år nomineret til Arkitekturoprørets pris for ’Danmarks dårligste kommune til bybevaring’.

Det er en trist påmindelse om, at gamle og bevaringsværdige bygninger i Aarhus er under et stort pres.

Man kan selvfølgelig godt bare skyde på afsenderen og affeje det med at være enkeltsager og dermed ikke forholde sig til kritikken. Men det er uordentligt. Det mener vi i hvert fald i Dansk Folkeparti. Og vi forstår godt den triste nominering.

I den seneste byrådsperiode har vi kæmpet imod flere nedrivninger af gamle og bevaringsværdige bygninger. Vi er nemlig ikke tilfredse med den udvikling, som Aarhus er inde i, hvor byens historie og sjæl udviskes til fordel for nye og større byggerier med masser af glas og beton.

Det er en udvikling, som ikke kan gøres om. Når først bygningerne er væk, så kommer de ikke op igen.

Vi er ikke tilfredse med den udvikling, som Aarhus er inde i, hvor byens historie og sjæl udviskes til fordel for nye og større byggerier med masser af glas og beton.
Jakob Søgaard Clausen, byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Aarhus

Her er det værd at fremhæve, at udviklingen dog er politisk drevet. Mange af de udskældte nybyggerier og nedrivninger af bevaringsværdige bygninger er desværre sket med stor opbakning fra et flertal i Aarhus Byråd med Socialdemokratiet i spidsen.

I valgkampen har mange af partierne lovet bod og bedring. Vi får se.

Dansk Folkeparti har i sidste byrådsperiode arbejde for en byudvikling, hvor Aarhus udvikles med respekt for kulturhistorie og sjæl. Og det arbejde kommer vi nu til at intensivere med mig som byrådsmedlem, mens vi holder de andre partier op på deres løfter.