Jeg er glad for, at jeg mødte Robert
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Robert hed han. Chaufføren, som hentede en gruppe nysgerrige danskere i Enteppe lufthavn i Uganda for ti år siden.
Vi skulle besøge Folkekirkens Nødhjælps projekter i Uganda, men det var Robert, der skulle vise sig at sætte det allerstørste aftryk.
For mens vi kørte gennem Uganda ad de røde veje med plastaffald flagrende i vejkanten, fortalte Robert i små bidder sin historie til mig.
Da han var barn, levede han i en ret velhavende familie. Hans far ejede ca. 600 stk. kvæg, og Robert kunne komme i betalt skole og klarede sig godt. Men en nat kom kvæg-tyvene og stjal alt kvæget - alt det, som skulle sikre en god uddannelse til de fire børn.
Af fortvivlelse over sit tab, døde Roberts far få år efter, mens Robert var i gang med en uddannelse som ingeniør.
Nu kunne Robert have bedt sin bror om at klare sig selv – han var næsten voksen. Han kunne have giftet sine to søstre bort, så behøvede han ikke at bekymre sig mere om dem. Men Robert valgte en anden vej.
Jeg kan ikke slet ikke forestille mig, hvordan det må være at være nødt til at træffe de valg. Men jeg er glad for, at jeg har mødt et menneske som ham.
Han opgav sine studier og sagde til sine søskende, at nu skulle de se ham som deres far. Han skulle nok sørge for dem, også hvad uddannelse angik – og i øvrigt ønskede han ikke, at hans søstre blev gift foreløbig.
Så Robert måtte tjene penge i stedet for at studere videre. I begyndelsen fik han småjobs, men efterhånden blev han ansat til at køre med nødhjælp og var nu fast chauffør hos Folkekirkens Nødhjælp.
Da jeg mødte Robert, havde hans søskende fået uddannelse og klarede sig selv. Som Robert sagde: ”jeg betragter deres eksamensbeviser som mine egne.” Men nu havde Robert så selv en familie at forsørge.
I 2004 flyttede han til Kampala for at arbejde, mens familien bosatte sig på den gamle hjemegn i Teso, ca. 350 km. nord for Kampala. Derfor havde Robert i syv år kun kunnet være sammen med familien, som nu inkluderede fire børn fra 2-17 år, når det var ferietid.
Men børnene gjorde fremskridt i skolen og fik deres uddannelse – det var det allervigtigste for Robert.
Hver gang der er landsindsamlinger til organisationer, som vil støtte mennesker, der ikke har et velfærdssystem som vores, så tænker jeg på Robert. Tænker på, at han valgte at sætte sin egen uddannelse til side for at hjælpe sine søskende.
At han lever så langt fra sin familie for at kunne sende sine børn i skole. Jeg kan ikke slet ikke forestille mig, hvordan det må være at være nødt til at træffe de valg. Men jeg er glad for, at jeg har mødt et menneske som ham.