Guds kærlighed er som ukrudt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Netop nu befinder vi os midt i vinteren, hvor kun meget stædige vintergækker og erantis bryder mulden og strækker sig op mod lyset.

Men hvis man går i kirke her midt i vinteren, får man mere end små forårsbebudere med sig, man får nemlig lignelsen med sig om et sennepsfrø, der vokser sig så stort, at himlens fugle kommer og bygger rede i det.

Lignelsen handler om Guds rige og det er da et smukt billede, at få plantet på sin nethinde, at Guds rige ligner en smuk gul mark fyldt med sennepsplanter.

Nu ved jeg selvfølgelig ikke, om I nogensinde har set de sennepsplanter, som Jesus bruger i sin lignelse til septuagesima søndag.

Jeg har engang set dem på en skråning ved Genesaret sø.

Og sennepsplanterne var over alt på den skråning, som et tæt, vildt, blomstrende gult krat. Og så har jeg siden læst, at de sår sig selv, de her sennepsplanter, så hvis man først har dem i haven eller på en mark, så breder de sig fuldstændig ukontrolleret, fordi frøene er så små og spirer hurtigere end alt andet.

Det er altså ukrudt vi taler om.

Og det er et fantastisk billede, synes jeg. At Guds ord om hans rige er som insisterende, vildtvoksende ukrudt, der skaber noget, der hvor det lander og at der ud af de ord vokser noget stort der strækker sig mod himlen og skaber vækst.