Tegn på forår

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

For nyligt gik jeg efter en lang dag en tur igennem Malling. Jeg ledte efter en solstråle og havde brug for at trække vejret dybt.

Langt væk i mine egne tanker gik jeg på fortovet og netop, som jeg kom forbi parkeringspladsen ved en af byens børnehaver, hørte jeg pludselige en lille pige råbe til sin Mor: »Jeg har vundet en vintergæk«.

Jeg kunne se og næsten mærke glæden i både moderen og den lille pige. Tænk at være den heldige finder og vinder, af et sådan sikkert tegn på forår.

Vi ved jo, at foråret kommer og alligevel, så kan jeg mærke, at vi er mange, der trænger til tegn på forår.

Vinteren kan stadig føles lang her i februar og kulden og trætheden kan sidde fast i knoglerne.

Det nye år er i gang og hver morgen sker det lille mirakel, at solen sender mørket på flugt. Endnu en dag har vi fået af Gud, hvilken gave. Nogle gange kan det dog være svært at se lyset.

Der kan i ethvert menneskes liv komme dage, hvor alt synes at være mørkt og ufremkommeligt. Der kan være nætter, hvor søvnen ikke vil komme eller hvor tankerne bliver så tunge, at de ikke er til at bære.

Det sker nok i alle hjem, at bekymringer, tanker og træthed kan slide. Nogle gange så leder vi uden at finde et tegn på at det forår eller den forandring, som vi længes efter og trænger til, er på vej.

Denne følelse mærker jeg i dette lille digt, der på poetisk vis gør klagen til en bøn henvendt til Gud.

I mit mørke, tunge sind

luk lidt lys og lethed ind,

så jeg slipper lidt af sorgen

og kan leve til i morgen

Digtet hedder ”Bag gardinet” og det er skrevet af Johannes Johansen 1985.

Det lille digt handler om menneskelivet og om det, som vi nogle gange glemmer at stå ved, nemlig at det til tider er svært at være menneske, svært at se lyset. Gud du skal sende ”lys og lidt lethed” ikke bare ind i vores stuer men også i vores sind.

Der ligger i de få linjer en erkendelse af, at sorg, længsel og smerte ikke kan fjernes. Hverken vi eller vores kære er udødelige og ethvert levet liv - det vil få skræmmer og buler. Der er ingen anden vej.

Mens vi venter på foråret, vil jeg lede efter vintergækker og øve mig i at tage en dag ad gangen.

Jeg vil bede til Gud om, at vi alle får lettet på de indre gardiner, så vi kan holde fast i håbet om morgendagens muligheder, nye møder og tegn på forår.