Debat: Molslinjen er desværre en flygtig aktør

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Det sker en gang imellem, at ens ønsker om at få skabt en bedre sammenhængskraft på det trafikale område i lokalt regi pludselig bliver indfriet, som nu med Molslinjens seneste udmelding om at ville besejle Ebeltoft noget oftere i den kommende sommersæson. Torsdagsafgangene, der blev introduceret i 2021, viste sig åbenbart at være en succes, hvilket bestemt ikke kommer som nogen overraskelse for herboende brugere af overfarten. Så hvorfor dog ikke også prøve at udvide med yderligere tre dage i skolernes ferieperiode, må rederiet have tænkt.

At der reelt kun er tale om en intensiveret færgeaktivitet i højsæsonens 5 uger med ca. 30 ekstra ture i fartplanen, er nok ikke noget man generelt ville kalde »at sætte turbo på«, men satsningen er under alle omstændigheder meget velkommen set i lyset af den svigtende færgebetjening både erhvervslivet og den tiltagende strøm af turister alt for længe har skullet forholde sig til.

Og selvom Molslinjen i udgangspunktet måske ikke kan forvente konstant fyldte færger med op til 400 biler i hver retning på hver eneste afgang, så skal det såmænd nok gå hen og blive en god forretning alligevel. Og måske endnu bedre, dersom Max Mols blev trukket hjem fra sin stand-by position på Bornholmstrafikken og med sin mere moderate kapacitet i forhold til de store Express’er blev et dagligt syn i Ebeltoft Havn, hvor der nu også satses på modernisering af publikumsfaciliteterne i den gamle Terminalbygning, som Grobund for nogle år siden ville købe fra Sund & Bælt, men bød for lidt for. Held i uheld, kunne man sige, for nu har Molslinjen så planer om at forbedre forholdene for deres mange rejsende, nedrive utidssvarende strukturer og tilplante ubrugte asfaltarealer med noget grønt. Så langt så godt, - kunne man i den forbindelse også håbe på lidt personlig betjening ved indtjekning mon?

Den forøgede færgetrafik med tilhørende kødannelser gennem byen langs Strandvejen vil uden tvivl, selv i moderate mængder, forstærke de gener, vi i forvejen oplever, og vil alt andet lige medføre at planen om at binde By og Havn sammen, som er kongstanken bag arbejdet med ’Ebeltoft i Udvikling’, hæmmes ganske betragteligt. En problemstilling det kan være svært at se løsningen på.

Syddjurs Kommune har for nylig igangsat en undersøgelse, der skal klarlægge mulighederne for at få etablere supplerende P-pladser i periferien af Midtbyen. Den erklærede målsætning er, at Ebeltoft allerede fra denne sommer skal kunne tilbyde lettere adgang til flere parkeringspladser. Om lysreguleringen ved Nøset vil stå klar, om nogle måneder ved turistsæsonens start er mindre sikkert, så her vil der nok fortsat opstå kødannelse og frustrationer.

Molslinjen er helt sin egen, opererer på markedsvilkår og har alene tanke for at skabe overskud til rederiets aktionærer, - sådan er præmissen, og hensynet til et overordnet og samfundsrelateret behovsmønster levnes tilsyneladende ikke megen plads på direktions-gangene. Om rederiets nye terminal i Århus vil beholde sin tiltrækningskraft med besværlige og tidskrævende til- og frakørselsmuligheder i forbindelse med anlægsfasen af den kommende Marselis-tunnel, vil vise sig. Måske netop derfor er Molslinjen så småt ved at forberede sig på en situation, hvor Ebeltoft som færgehavn kommer langt mere i spil for at undgå tab af passagerer til E45.

Det er svært at spå, især om fremtiden, men noget kunne tyde på, at diskussionen om at få taget fat på en tiltrængt opgradering af et vejnet, der er bedre egnet til afvikling af de kommende trafikmængder, skal have højeste prioritet såvel i Byrådet som hos administrationen.

Molslinjen er desværre en flygtig aktør i forhold til mere regelmæssig besejling af Ebeltoft, og netop derfor skal infrastrukturen ikke udformes efter færgetrafikkens sporadiske optræden, men først og fremmest tilpasses de åbenlyse behov, ganske almindelige borgere i Ebeltoft allerede nu ønsker indfriet. Det gælder især en lettere adgang for pendlere til en velfungerende infrastruktur ved delvis opgradering af et allerede eksisterende vejnet, og en tungtransporten til industrikvarteret, der med fordel også kunne føres øst om byen, samtidigt med at trafikken over Dråby til Ree Park, campingpladserne ved kysten, Jernhatten og Rugaard ligeledes fritages for turen ind over Vibæk Strandvej.

Og endelig bør det overvejes, om ikke den facadeløse Øster Alle også kunne inddrages mere til den del af sommerens ferietrafik, der ikke nødvendigvis har Ebeltoft som første destination, og dermed aflaste Strandvejen. Det sidste kræver snarlig indblanding af myndighederne, men mon ikke det er til at håndtere i fornuftens navn.

Til modstandere af en hver form for tiltag i retning af at bringe vor infrastruktur i overensstemmelse med nuværende og kommende behov med henvisning til, at selv små, velmente tiltag af positiv karakter kan gøre arbejdet alene i håbet om, at vi så kan forblive uberørt af fremskridtet, må man sige:

Håb er ikke en strategi. Der skal handling til, for handling skaber den forvandling, der kan bringe Ebeltoft sikkert ind i en tidssvarende sammenhæng, - på samme måde som vi tidligere har gjort det.«