Fortsæt til indhold

Debat: Ikke godt nok, Kloppenborg

Debat
Henrik NordbekHerman Bangsvej, Grenaa

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I et åbent brev til Socialdemokratiets gruppeformand, Leif Lahn, opfordrer Venstres nye folketingskandidat i Djurs Kredsen, Jens Kloppenborg, Leif Lahn til at komme uden for Christiansborgs tykke mure for at se virkeligheden i øjnene og få gjort noget for de mange mennesker, der lige nu lider under de stigende varmeregninger.

Det er lige før man kunne ønske sig, at Kloppenborg for en kort stund kiggede inden for Borgens tykke mure for at få et åbenbart tiltrængt kursus i, hvordan det politiske system i Danmark fungerer
Henrik Nordbek

Kloppenborg opfordrer endvidere Leif Lahn til at få banket energiministeren på plads, så man lige kan få ordnet sagen om energihjælp til danskerne. For Lahn er vel gruppeformand – altså må han i Kloppenborgs optik let kunne kommandere rundt med diverse ministre som en anden enevældig monark.

Ak ja! Det er lige før man kunne ønske sig, at Kloppenborg for en kort stund kiggede inden for Borgens tykke mure for at få et åbenbart tiltrængt kursus i, hvordan det politiske system i Danmark fungerer. For så ville han erfare, at hans naive forestillinger om, hvordan en gruppeformand banker diverse ministre på plads, ikke har bund i virkeligheden.

Mere foruroligende er det dog, at Kloppenborg i sit indlæg fremsætter direkte forkerte påstande om den energihjælp, regeringen er blevet enig med en række partier om for at komme de økonomisk svagest stillede danskere til undsætning. Forkert er det således, at det kun skulle være husstande med gasfyr, der hjælpes. Forkert er det, når Kloppenborg skriver, at folk, der har investeret i varmepumper ikke hjælpes. At fremsætte forkerte påstande, det er bare ikke godt nok, Jens Kloppenborg!

Jens Kloppenborgs parti er ikke med i aftalen om en energicheck til udsatte grupper i vores samfund. Måske fordi hjælpen ikke gives som en generel suspension af energiafgifterne og momsen på energi, sådan som Kloppenborg foreslår det. Et sådant forslag ville jo især gavne de danskere, der har råd til store huse med store varmeregninger. Dem ønsker Kloppenborg at komme til undsætning. Socialdemokratiet derimod ønsker specifikt at hjælpe de økonomisk dårligst stillede danskere som eksempelvis folkepensionisterne, for det er dem, de stigende energipriser truer med at jage fra hus og hjem!