Fortsæt til indhold

Lander vi i en arkitektonisk losseplads?

Debat
Ole Sand,Lysningen 4, Assentoft, 8960 Randers SØ

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Tillader mig at følge op på indlæg fra Jørgen Andersen , Stenaltvej 6, 8930 Randers NØ - som jo ganske præcist rammen ned i, hvor trist trist det byggeri, der pt. skyder op i og omkring Randers, er.

Vi lander ikke i en arkitektonisk losseplads - vi ER landet i en arkitektonisk losseplads - stenørken på stenørken skyder op i og omkring Randers. Det eksempel, som Jørgen Andersen nævner i sit indlæg, er virkelig kronen på ”værket”.

At der står uddannede arkitekter bag dette byggeri er mig en gåde - en hvilken som helst m/k i en lokal børnehave, ville kunne gøre det bedre og mere fantasifuldt.

Havde man endda luret lidt til de sten, der er blevet anvendt ved de seneste byggerier i Toldbodgade – umiddelbart over for Restaurant Sejlklubben, ville udtrykket have været totalt anderledes og indbydende.

Lyst op, været imødekommende og synlig på en positiv måde. Altså helt ærligt: Hvor meget ligner mørkerøde facader med antracit farvet træværk et sted, hvor mennesker trives? Ingen grønne områder, ingen lyse pladser med bevoksning mellem disse stenkolosser, asfalt af ”SF-sten”. Utroligt, at vi i dagens Danmark lader bygge ”arkitektur”, der mest af alt sender tankerne til det tidligere Østtyskland.

Øv-hornet helt i bund til den/de ”arkitekter”, der står bag dette byggeri, og hornet lige så helt i bund til Randers Kommune - en Teknisk Forvaltning der har givet byggetilladelsen

Hvor er det æstetiske? Skulle vi ikke prøve at komme lidt videre - løfte Randers ud af tungsindigt byggeri - tilbyde byens borgere æstetisk smukke boliger, som smitter af på vores velbefindende?