Højskoletime, krig og en søndagsgåtur

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Kender I det der med, at man lige nøjagtig kan huske, hvor man var, og hvad man lavede, da man fik nyheden?

Jeg stod og sagde goddag til de folk, der var mødt op til højskoletime i konfirmandstuen. Snakken faldt på alle de uroligheder, der var så tæt på, og pludselig gik det op for mig, at jeg på min tur ind til Hadsten for at aflevere børn til skole og børnehave ikke havde hørt morgenens nyheder i radioen:

»Har du ikke hørt det her til morgen?« blev jeg spurgt. Rusland er gået ind i Ukraine.

Jeg kunne næsten ikke tro det. Ville i hvert fald ikke, men det kan jo ikke nytte noget. Sådan var virkeligheden pludselig.

Ukraines grænse var krydset med russisk kampvogn, og her stod vi i konfirmandstuen i Lyngå klar til fællessang, foredrag og lækker suppe til frokost.

Det virkede malplaceret og så alligevel ikke, for der blev sunget, og der blev spist, og der blev – ikke mindst – delt bekymringer undervejs. Tanker blev sendt afsted – men til hvad nytte kunne man spørge?

Vi må da gøre noget mere, må vi ikke? Men hvad kan vi overhovedet gøre? Ja, vi kunne jo starte med en søndagsgåtur eller noget så simpelt som at åbne døren og stå klar med et par mønter eller Mobilepay, for søndag 13. marts er der indsamling til Folkekirkens Nødhjælp.

Alle konfirmander i Hadsten Storpastorat sendes ud som indsamlere, og vi har flere ruter at dele ud af, hvis du kunne tænke dig at gå med.

Pengene går både til mennesker i nød i Ukraine og til mennesker ramt af klimakrisen – der er desværre nok formål at tage af. Men vi kan godt gøre noget – vi kan da i hvert fald forsøge.

Højskoletime, krig og en søndagsgåtur synes ikke umiddelbart som særligt forenelige størrelser, og hvem ville ikke også ønske det anderledes. Men da vi den torsdag sluttede højskoletimen af med at synge om den blå anemone, var det alligevel som om, der midt i morgenens mørke voksede en trods frem. Noget, der nægtede at lade sig kue, som den lille anemone i Kaj Munks digt fra 1943:

Nu står den der og nikker

så sejerssæl i Jyllands grus,

ukuelig og sikker

trods ensomhed og gus,

som om alverdens modgang her

har givet den et større værd,

en lille amazone

og dog min anemone

som søens bølge skær.

(Højskolesangbogen nr. 281 v. 3).