Debat: Hvad siger du, Lea Wermelin?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Åbent brev til Miljøministeren Mols
Kære Lea Wermelin
I forbindelse med den mulige udpegning af Mols Bjerge til Naturnationalpark, er du vidende om lokal stor modstand mod udpegningen af Mols Bjerge som Naturnationalpark.
Du er vidende om foretræder for Miljø- og fødevareudvalget samt kulturudvalget både fra lokale borgere og fra lokale lodsejere. Du er vidende om alvorlige ulykker i mødet med kvæg. Tre alvorlige ulykker bare i Sydjdurs Kommune, bare på et år og alene i de områder der indtil nu er hegnede.
Vores bekymring om ændring af Mols Bjerge fra Nationalpark til Naturnationalpark med hegning af hele hjertet i Mols Bjerge i et stort hegn, bunder i de reelle, faktuelle udfordringer og erfaringer, som vi allerede har med den nuværende massive hegning af området.
Gennem de sidste 6 år har foreninger og lokale borgere i nært samarbejde med Naturstyrelsen, Syddjurs Kommune og repræsentanter for nationalpark Mols Bjerge arbejdet for tiltag og fælles løsninger, således at der sikres afgræsning af området, men samtidigt sikres mulighed for færdsel uden at skulle færdes i indhegning.
Dette samarbejde sættes over styr ved en udpegning til Naturnationalpark.Vi er stolte af vores nationalpark, og ønsker at bevare og udbygge den status og de kvaliteter, som Nationalpark Mols Bjerge har. At udtage den centrale del af nationalpark Mols Bjerge og ændre status til Naturnationalpark, vil være at tage hjertet ud af Nationalparken.
Der er en række uhensigtsmæssigheder i den udformning af en naturnationalpark, som indtil videre er fremlagt for Mols Bjerge. Det er uhensigtsmæssigheder, og dermed kommende konflikter, som bunder i det valgte rewilding-koncept med store græssere i ét stort hegn.
Vi ønsker at forene politikere, lokale fagfolk, lokale biologer og lokalbefolkning i et fælles projekt for Nationalpark Mols Bjerge, hvor der arbejdes for naturen og biodiversiteten, og hvor der samtidig findes løsninger, som også tilgodeser ønsket om, at lokalbefolkningen og besøgende kan færdes sikkert i naturen, og at der ikke skubbes et urimeligt publikumspres over i de nærliggende private plantager.
Hvis vi skal lykkes med dette, kræver det, at Mols Bjerge ikke udpeges som naturnationalpark.Mols Bjerge er underlagt fredning for Mols Bjerge Nord og fredning for Mols Bjerge Syd.
Her henviser vi til tidligere fremsendte brev til Miljøministeren 9. november 2021 fra Danmarks Naturfredningsforening, Syddjurs lokalafdeling.
Vi har følgende spørgsmål til Miljøministeren:
• Hvorledes har ministeren tænkt sig at løse konflikten mellem Fredningskendelserne for henholdsvis Mols Bjerge Nord og Mols Bjerge Syd i tilfælde af at Mols Bjerge udpeges som naturnationalpark?
• Vil Miljøministeren lytte til ønsket om bevarelse af Mols Bjerge under Nationalpark Mols Bjerge, og lade arbejdet for naturen ske som et fortsat fælles lokalt forankret samarbejde med Naturstyrelsen?
Vi håber, at du som Miljøminister bakker op om vores ønske om en fælles lokal løsning og bevarelse af Nationalpark Mols Bjerge.Vi imødeser din tilbagemelding.
Med venlig hilsen
- Danmarks Naturfredningsforening, Syddjurs
- Dagplejerne på Mols IF Mols
- Mols Agilityforening, DGI
- Fonden Ansminde, et bo- og aktivitetstilbud for handicappede
- Dyssegaardens Ridecenter
- Syddjurs Sportsrideklub
- Provstgård Plantage
- Vistoft plantage
- Billeskær Ridecenter
- Lærkehøj Natur- og rideterapi
- Dansk Kennelklub afd. Mols
- Mols Rideklub
- Tilgængelig Natur, en gruppe under Mols i Udvikling
- – Samt en stor gruppe ikke-organiserede borgere der er glade for Nationalpark Mols Bjerge, men ikke ønsker Mols Bjerge udpeget til Naturnationalpark