Fortsæt til indhold

Debat: Syddjurs borgerne går ikke ram forbi på Putins kamikazeridt

Debat
Steen Møller, Strandgårdshøj 21, 8400 Ebeltoft:

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Allerede nu mærker vi her i Syddjurs konsekvenserne af den russiske zar Vladimir Putins vanvittige og forbryderiske overfald på den suveræne stat Ukraine. Især energipriserne er steget eksplosivt og stadig med pil opad. I forvejen var den nationaløkonomiske målsætning om en årlig inflation på omkring 2 procent (så ingen til daglig rigtig lægger mærke til det) en saga blot, og vi har formentlig meget mere inflation til gode, hvis ikke galningen i Kreml snarest bliver fældet af sine egne.

For fjernvarmekunderne her i Ebeltoft er der dog et lille lyspunkt under de mørke skyer, idet Ebeltoft Fjernvarmeværk oplyser, at man ikke har gjort sig afhængig af naturgas (endsige russisk naturgas), idet man hovedsagelig fyrer med træflis.

Vi kan forvente generelle prisstigninger på alt fra knappenåle til dagligvarer og tjenesteydelser, som vi senest så det i 70’erne og 80’erne, indtil Poul Schlüter stoppede inflationen med ’de kolde bades politik’ (kartoffelkuren). Forskellen fra den gang og i dag er, at inflationen denne gang er ekstern og kommer fra udlandet – i værste fald også sammen med en global fødevarekrise.

For fjernvarmekunderne her i Ebeltoft er der dog et lille lyspunkt under de mørke skyer, idet Ebeltoft Fjernvarmeværk oplyser, at man ikke har gjort sig afhængig af naturgas (endsige russisk naturgas), idet man hovedsagelig fyrer med træflis. Ebeltoft Fjernvarme har derfor ikke ændret prisen på varme som følge af energisituationen på verdensmarkedet, hvilket kommer fjernvarmekunderne i Ebeltoft til gode. Vi undgår dog ikke generelle prisstigninger på alt andet og ikke mindst de kraftige prisstigninger på elforbrug og transport, men vi kan trods alt glæde os over, at vinteren i denne omgang er ved at være forbi.

Vi kan formentlig også snart glæde os over despoten Putins endeligt, idet han med sit eget vanvid givetvis har skrevet sin egen snarlige dødsdom og bliver fældet af sine egne. Men uanset hvad, så er verden og især Europa varigt forandret efter overfaldet på Ukraine den 24. februar, og det vil utvivlsomt vare længe, før vi igen får et bare nogenlunde normalt forhold til Rusland, selv om den menige russer kommer til at betale en høj pris for Putins imperiedrømme.«