Stærke visioner i regeringens sundhedsudspil
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Der er mange vigtige initiativer i regeringens nye sundhedsudspil: ”Gør Danmark Sundere”. Vi hæfter os især ved, at udspillet adresserer de voksende problemer med den mentale sundhed blandt vores unge, en styrkelse af kvaliteten i det nære sundhedsvæsen og tid til den enkelte patient. Og så glæder vi os over de store ambitioner, når det kommer til at få gjort noget ved danske unges forbrug af alkohol, tobak og nikotin.
Et helt centralt mål med udspillet er at styrke kvaliteten i det nære sundhedsvæsen. Danskere med kroniske sygdomme og ældre medicinske patienter skal have et fleksibelt tilbud, og det skal være i deres eget hjem eller tæt på. Det nære sundhedsvæsen skal være med til at sikre, at der bliver forebygget, så sygdom ikke udvikler sig til noget mere behandlingskrævende.
Som adskillige store sundhedsundersøgelser har vist igennem mange år, har vi desværre voldsomme problemer med mistrivsel blandt børn og unge – også her i Favrskov Kommune.
Når så mange børn og unge i dag er udfordret på deres mentale sundhed, så bør vi som samfund forholde os til den måde, vi lever på og har indrettet vores samfund på. Det er ikke børnene og de unge, der er noget galt med.
De reagerer på et samfund, hvor tempoet er for højt, forventningerne er for mange og for uklare. Samtidig får de alt for mange indtryk fra blandt andet de sociale medier, som de konstant skal forholde sig til. Vi skal have de unge ind i nogle stærke fællesskaber igen. Og det er alene de voksnes ansvar, at vores børn og unge trives og har det godt. Ikke mindst er det et politisk ansvar.
Derfor er vi glade for, at der i regeringens udspil foreslås et bredt partnerskab med udgangspunkt i unges bevægelse og trivsel: Generation Aktiv. Desværre er det sådan i dag, at 74 procent af de 11-15-årige bevæger sig mindre end de 60 anbefalede minutter om dagen.
Vi ved, at børns mistrivsel kan hænge sammen med manglende bevægelse, som kan føre til en lang række sygdomme af både fysisk og psykisk karakter. Tidligere var langt flere unge desuden aktive i fællesskaber som en fodboldklub, spejder eller andre foreninger.
Det er desværre gået ned ad bakke, og vi skal have vendt den udvikling sammen med en bred skare af gode kræfter fra idrætten, foreningslivet, erhvervslivet, kommuner, skoler og selvfølgelig dem, det hele handler om, nemlig børnene og de unge selv.
Sundhedsudspillet kommer også med nogle håndfaste bud på, hvordan vi i fremtiden skaber nikotinfrie generationer og en bedre alkoholkultur blandt unge. Konkret foreslår vi aldersgrænsen for salg af alkohol hævet til 18 år, ligesom vi om nødvendigt er klar til at forbyde salg af tobak- og nikotinprodukter til generationerne født fra 2010 og frem.
Det er langt bedre at forebygge alkohol- og tobaksrelaterede sygdomme end at behandle dem, når først de er opstået.
Et helt centralt mål med udspillet er at styrke kvaliteten i det nære sundhedsvæsen. Danskere med kroniske sygdomme og ældre medicinske patienter skal have et fleksibelt tilbud, og det skal være i deres eget hjem eller tæt på.
Det nære sundhedsvæsen skal være med til at sikre, at der bliver forebygget, så sygdom ikke udvikler sig til noget mere behandlingskrævende. Et af målene er, at akutte genindlæggelser skal nedbringes med 10 procent senest i år 2030.
I Favrskov Kommune har vi gode erfaringer med sundhedscentre, som skaber gode rammer for genoptræning, sundhed og forebyggelse, hvor alle borgere er velkomne.
Vi har positive erfaringer i Favrskov med at tilbyde mange sundhedsydelser i borgerens hjem eller nærmiljø i vores sundhedshuse. Det er vi stolte af og klar til at videreudvikle.
I Favrskov og Midtjylland har vi gode erfaringer med at skabe et velfungerende, nært sundhedsvæsen i tæt samarbejde mellem region, kommune og praktiserende læge.
Regeringens udspil peger i samme retning, og vi tror og håber, at vi fortsat kan samarbejde om at udvikle det nære sundhedsvæsen, så vi er bedre rustet til at møde fremtidens mange udfordringer.