Debat: Åbent brev til Mette Frederiksen!
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Kære Mette,
Jeg har St. Bededag læst dit FB-opslag om en flok unge drenge, som er grimme ved en mand i 50’erne med funktionsnedsættelse. Du beskriver, det var en smertefuld oplevelse at være vidne til.
Generelt synes jeg, det er meget SMERTEFULDT, som vi på generel plan behandler mennesker, som ikke er til (for Jer) ’NYTTE’ i Danmark. Og det gælder i særdeleshed også det danske Folketing og ikke mindst den siddende regering. Det er skræmmende at se, hvordan et ministerium gang på gang kan bestille den ene undersøgelse efter den anden - som gang på gang viser, hvor skidt det ser ud med retssikkerheden og forholdene for mennesker med udfordringer - og herefter er handlingen: INGENTING!
Det er både SMERTEFYLDT og SKRÆMMENDE!
SÅ min anbefaling til dig, Mette, er, at du og dine kollegaer på Borgen kigger på, hvilke NARRATIVER I selv er med til at sætte på mennesker med funktionsnedsættelser. Thi når I helt åbent gennem Jeres handlinger fortæller Danmarks befolkning, at de intet er værd - hvordan skal en flok unge drenge så kunne behandle dem med respekt?
De bedste hilsner med HÅB om nye toner.