Fortsæt til indhold

At blive et helt nyt menneske

Debat
Vini MadsenSognepræst, Borum Lyngby

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Der var et menneske. Det lyder næsten som begyndelsen på et eventyr: Der var et menneske. Og så er vi alle med, selvom teksten til på søndag handler om Nikodemus.

For ligesom vi alle indimellem har svært ved at sove, så kunne Nikodemus heller ikke. Han vendte og drejede sig i sin seng, og kunne ikke finde ro, og han vandrede rundt i sit hus.

Det var Jesus og alt det, Jesus havde sagt, som bragte Nikodemus’ tanker i oprør og forstyrrede hans nattesøvn, så han gik hen til Jesus midt om natten. Og Jesus sagde: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.

Født på ny, det forstod Nikodemus ikke rigtig, hvordan skulle det kunne lade sig gøre. At blive født på ny, at få sit liv på ny. Sådan føler vi jo, når vi har været gennem en livskrise, en stor sorg eller en svær sygdom.

Når vi kommer igennem sådan en krise, så ser vi verden i et helt nyt lys. Vi hører ofte vendingen: Han eller hun er som et helt nyt menneske.

Dåben er tegn på, at vi er Guds børn og på den måde og ved den bevidsthed, fødes dåbsbarnet på ny - som barn af Gud.

Hver dåb i vores kirke er et tydeligt tegn på dette at blive født på ny. I helt gamle dage blev dåbsbarnet dyppet ned under vandet tre gange – i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.

I vores dage sker det ved tre håndfulde vand på hovedet: I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Dåben er tegn på, at vi er Guds børn og på den måde og ved den bevidsthed, fødes dåbsbarnet på ny - som barn af Gud.

Det betyder, at alt, hvad der kan skille et menneske fra Gud, forsvinder ved dåben, hvor Jesus lover at være med os alle dage indtil verdens ende.

Alligevel kommer vi alle ud for søvnløse nætter, hvor mørket og tankerne synes uovervindelige, og hvor den ny morgen synes langt borte. Men i sådanne nætter, er der tryghed i at tænke tilbage på dåben, og Jesu ord om, at vi aldrig er alene.

Han kommer til den bange, den søvnløse, den rådvilde, og han kommer med lyset, for han er selv lyset, også hvor mørket er allertættest. Han kommer med lyset, som er det budskab, der føder os på ny, nemlig budskabet om syndernes forladelse og evigt liv.