Debat: Ændringsforslag - til forslag om ekstern undersøgelse af jobentret
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
SF stiller følgende ændringsforslag med henblik på skabe en positiv forandringsproces i jobcentret. Vi vil med forslaget igangsætte en proces for at løse nogle af problemerne, frem for at betale eksterne konsulenter over en million. Penge, som vi har brug for andre steder. At tilbyde borgerne den rette hjælp koster penge, og det mener vi, er bedre at prioritere end at betale dyre konsulentfirmaer.
Loven er ens overalt men fortolkes meget forskelligt fra kommune til kommune. Tag eksempelvis antallet af revalideringer. Der bliver tilkendt langt færre i Randers end i mange andre kommuner.
At så mange borgere kommer i klemme i systemet skyldes i høj grad de indbyggede økonomiske incitamenter, der er i refusionssystemet.
De afføder en række uhensigtsmæssigheder og betyder i sidste ende, at syge og udsatte borgere risikerer at blive fastholdt alt for længe i jobprøvning, før der kommer en afklaring.
Mange oplever, at de skal afprøves i meningsløse forløb, og at jobcentret altid kan finde endnu en praktik, som en borger skal afprøves i, før de endeligt kan afklares.
I SF mener vi, at en ekstern undersøgelse af området vil netop vise det billede, samt at der sker fejl i en række afgørelser. Det ved vi godt.
Den vil også pege på, at mange har en dårlig oplevelse i mødet med Jobcentret, mens andre har været tilfredse. Det ved vi også godt.
Tiden er i stedet inde til politisk handling og til at sætte vores egne folk og samarbejdspartnere i gang med en forandringsproces.
Derfor foreslår vi i SF:
Der nedsættes en lokal arbejdsgruppe bestående af folk fra forvaltningen, lokalledelsen, medarbejdere, faglige organisationer, en relevant fra aktør fra erhvervslivet, udsatterådet og handicaprådet. Arbejdsgruppen skal sammen arbejde med et bud på ”fremtidens jobcenter i Randers”.
Arbejdsgruppen skal undersøge og komme med sin vurdering af blandt andet:
• Hvordan der kan skabes en højere faglighed på Jobcentret, og i hvilket omfang det vil forbedre sagsbehandlingen?
•Hvad er brugernes oplevelse af inddragelse og relevans i tilbuddene? Hvordan får vi en helhedsorienteret tilgang til borgerne?
• Hvordan inddrager jobcentret sundhedsfaglige udtalelser i sin sagsbehandling? Herunder om der ofte bliver truffet beslutninger i strid med sundhedspersoners udtalelser? Og på hvilken måde vi sikre, at afgørelserne, sker ud fra sundhedsfaglige vurderinger?
Arbejdsgruppens resultater fremlægges for beskæftigelsesudvalget og byrådet, når arbejdet er fuldbragt.
SF ønsker, at borgerne får mere hjælp, møder en mere borgervenlig afgørelsespraksis og ikke mindst hurtigere bliver afklaret. Særligt borgere med nedsat arbejdsevne afklares hurtigere, end det er tilfældet i dag. Det lykkes man i nogen grad med i andre kommuner. Dette på trods af at lovgivningen, som er ens for os alle, er det altoverskyggende problem.
Derfor bedes forvaltningen i dialog med en eller flere kommuner, som har gode resultater med hurtigere afklaringer, at tilpasse/ændre sin praksis. (for eksempel Viborg, Middelfart eller Herning) Målet er, at Jobcentret inden for gældende lov kan afklare borgerne hurtigere og give den rette hjælp.
I den forbindelse bedes forvaltningen redegøre for, hvilke lovregler, der modarbejder eller besværliggør Jobcentrets arbejde. Specielt i forhold til udsatte og syge borgere. Et svar der eventuelt vil kunne bruges til et fælles brev fra byrådet for at presse på for bedre løsninger fra Christiansborg.
Forvaltning bedes også vurdere, om der er tilstrækkeligt ressourcer i Jobcenter Randers, så jobcentret kan tjene sit forhold og hjælpe folk tættere på arbejdsmarkedet.
Der er på landsplan foretaget flere undersøgelser af borgernes oplevelse med Jobcentret. Arbejdsmarkedsforvaltningen bedes oplyse, om der er udbredt utilfredshed blandt brugerne af Jobcentrene. Specielt, om der er forskel på oplevelsen blandt borgere tættere på arbejdsmarkedet og udsatte/syge borgere.
(Læserbrevet er let forkortet, red.)