Debat: Åbent brev til Michael Aastrup Jensen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Kære Michael Aastrup Jensen.

I min lokalavis kan jeg se, at du klynker på lønmodtagernes vegne og giver Socialdemokratiet skylden.

Det letteste er da at give skattelettelser og lade inflationen løbe løbsk. Det skete op til finanskrisen, hvor velstillede borgere fik massive skattelettelser, der gjorde det svært efter krisen. Pengene var simpelthen brugt.

Jeg har på det seneste set programserien ”Boligkøb i blinde”. Her klager forkælede boligkøbere sig over dette og hint i jagten på det perfekte hjem. Der skal ikke spares på renovering og møbler, når parret skal etablere sig i sit nye hjem.

Derfor sætter de unge par sig også så hårdt i det, som de kan. Det kan selvfølgeligt godt mærkes, når renten stiger fra 0,5 procent til 2 procent, og varmeregningen og benzinen stiger.

Jamen. Det var da godt nok synd. Nu sætter Socialdemokratiet dem fra hus og hjem ved en minimal skattestigning.

Det er useriøst, Michael Aastrup Jensen. Lige nu har Danmark en interesse i at boligpriserne falder i de større byer, og at vi dæmper inflationen. Og så er der nogen, der må flytte fra deres drømmehus til 4,5 mio. kr. til en simpel hybel til 3,5.

Jeg mener ikke, at der skal gives bistandshjælp til højtlønnede via skattelettelser.

Sidst jeg betalte topskat, fik jeg også reduceret min gæld med 100.000 kroner på et år. Og hvis jeg ikke var flyttet i hus med min daværende kone, havde jeg været gældfri nogle få måneder senere.

Jeg boede nemlig til leje i en almen bolig, som jeg sagtens kunne være i, så længe jeg var alene. Jeg og min kone kunne også have fået en større lejlighed i samme boligselskab, som jeg boede til leje hos.

Jeg vil opfordre dig til at gøre noget for dem, der virkeligt er i fare for at blive hjemløse. Man bliver altså ikke hjemløs, fordi man erkender, at man har sat sig for hårdt i det og må flytte.