Fortsæt til indhold

Ukrainske flygtninge ønsker et lille stykke jord

Debat
Bendt Lund Nielsen,fhv. friskolelærer, cand. phil., Nørregade 5 A, st. th, 8450 Hammel

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I den lokale Ukrainecafe i Hammel har flere flygtninge fra Ukraine haft et ønske om at dyrke et lille stykke jord med både blomster og grøntsager. Det er jo meget almindeligt at have egen jord i mange lande i Østeuropa og i Danmark har vi tradition for kolonihaver. Ja, i grunden også skolehaver.

Min bedstefar, Peter Lund, som var førstelærer i Stillebæk på Nordfyn, underviste hver uge i en lille skolehave, og i vort nuværende samfund, der gerne skulle være grønt og økologisk, har vi i høj grad brug for aktive fællesskaber. Og gerne internationalt i en tid med krig og fanatisk nationalisme. Vi har brug for hinanden og det kunne være en aktiv måde at lære på.

Ergo: Kunne det være muligt at have en ”global skolehave” i Hammel?

Måske skal der være en leder, men mange frivillige vil jo gerne hjælpe, og der er helt sikkert mange børn og voksne, der gerne vil være med. Håber at kommunen/kommunalbestyrelsen vil se på det.

Der kan begyndes i det små med et lille stykke jord og samtidig lærer børnene noget om både planter, forskellige kulturer og ja, økonomi. Flere spørgsmål kan besvares: Hvad koster det? Giver det overskud og hvilken afgrøde får man? Hvilke spændende retter kan der laves?

I Hammel er der mange børn: Børn fra Ukraine, Danmark, Syrien og mange andre lande.

Håber denne ide kan realiseres.