Fortsæt til indhold

Aarhus er det rene vand

Debat

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Det er trods alt ikke kun den øjeblikkelige suppe af gopler, der alene udgør livet i de bynære havnebassiner. Vi kender lystbåde- og træskibshavnen. De seneste år har endnu flere indtaget vandet. M/S Tunø sejler med fortællinger og jazz, foreningen Living Boats kæmper for et mere mangfoldigt liv på og ved vandet og GoBoat er kommet til Aarhus. Deres blå udlejningsbåde kan nu blande sig med kajakker og ikke altid overbevisende manøvredygtige paddleboards.

Mange aarhusianere har måske kun oplevet Aarhus fra vandsiden med Molslinjens ”Kombardo-sang” som akkompagnement. Det er på alle måder synd. For uden vand intet Aarhus. Byen opstod netop på grund af den naturlige havn ved åens udmunding. Flere fabrikker udnyttede vandet til at drive dampmaskiner og udvikling. Vandet førte til handel, vækst og velstand, ikke mindst efter havneudvidelsen i 1840’erne. Havnen er dog mere end containere, omdiskuterede vokseplaner og Molslinjen. Havnen kan også være rammen om et aktivt fritidsliv, en attraktion for borgere og gæster.

I disse dage er Aarhus EM-vært for bådklasserne 49er, 49erfx og Nacra 17. Den 29. maj næste år kommer verdens vildeste kapsejlads, Ocean Race til byen. Denne gang sejler man ikke blot forbi, men bliver her i 11 dage med forventet flere hundredetusinde besøgene. Sådanne events er fantastiske for byen, men det er aarhusianernes daglige brug af havnen, der for alvor kan berige byen og dens borgere. Det kræver virksomheder, foreninger og ildsjæle samt ikke mindst en samarbejdsvillig Aarhus Havn og en nytænkende kommune.

Muligheden er enestående netop nu. Når vandtemperaturen daler, starter borgerinddragelsen om, hvordan Pier 3 skal udvikles. Her er det oplagt også at tænke på, hvordan ikke kun de mange kvadratmeter, men også vandet kan indtages. Der er lagt op til et storstilet forløb for inddragelse, og det bliver spændende at se, om aarhusianerne også føler sig hørt, når byrådet ved årets slutning ventes at tage stilling til udviklingsplanen.

I vores egne mange lovprisninger af byen, fremhæves skovene og ikke mindst vandet. Det er kønt at kigge på. Men endnu skønnere, hvis det at leve i Aarhus i højere grad ikke blot er et liv ved havnen, men at leve ved en havn med liv.