Et andet perspektiv – på det at fornægte sig selv…

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig.«

Sådan siger Jesus til disciplen Peter og til alle os andre.

Umiddelbart kan det godt lyde irriterende selvfornægtende og livspessimistisk. Som kunstneren Jens Jørgen Thorsen sagde: »Jeg vil kraftedeme ikke fornægte mig selv.«

Ja, har han ikke ret? Hvorfor skal jeg fornægte mig selv? Det handler da om det modsatte, om at udfolde sig, bygge selvtillid op, udrette noget, så man kan være sig selv bekendt. Vi ville da heller aldrig opdrage vores børn til at fornægte sig selv, så bliver de jo ikke til noget? Så bliver de måske selvudslettende, ”dørmåtter”, som ikke regnes for noget af andre heller. Så det kan godt lyde som en rigtig dårlig ide at fornægte sig selv.

Men måske skal ordene ses i et andet perspektiv.

Lad mig spørge sådan her: Burde de soldater, der kæmper lige nu i Ukraine og voldtager, bevidst sender fosforbomber ind over beboelsesområder, torturerer og ødelægger alt omkring sig, burde de ikke lære at fornægte sig selv, altså fornægte den del indeni, som kan finde på at handle sådan? Hvad nu hvis vi alle sammen har en mørk side, en side som gør, at vi et sted dybt indeni os selv er i kontakt med destruktivitet og ødelæggende energi?

Bare se på Jesu historie. Han går rundt forkynder og viser kærlighed, fred og forsoning. Alligevel torturerer og korsfæster menneskene ham.

Hvad der menes med at tage sit kors op og fornægte sig selv, er at forstå og indrømme, at hver enkelt af os bærer rundt på destruktive kræfter, og dem skal vi ikke handle på, de leder ikke frem mod kærligheden og forsoning, de leder frem mod krig og korsfæstelse.