Præsteklumme: At pege på Gud

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Det var en søndag formiddag her i begyndelsen af sommeren.

Jeg havde afløst ved en gudstjeneste og var nu på vej tilbage for at holde gudstjeneste i en af mine egne kirker. Det var strålende vejr med høj solskin, og mens jeg kørte i vores lille VW Up og ud ad bilens ruder kunne følge med i landskabet, som på denne årstid er så smukt, at man næsten får ondt i øjnene, så lå jeg uden at have bemærket det bag en bil, der havde en båd med på træk.

Pludselig fløj der et eller andet op fra båden og landede ude i rabatten af vejen. Eller hvor kom genstanden fra? Inden jeg havde tænkt spørgsmålet til ende, så fløj der endnu en ting ud i rabatten.

Nu kunne jeg se, at bilen havde en tagboks, som jeg i første omgang ikke havde lagt mærke til på grund af båden, den havde med sig på træk. Tagboksen stod næsten helt åben, og hvis der var noget tilbage i den, som lå løst, så ville det også falde ud.

Hvad skulle jeg nu gøre? Jeg måtte få det dem fortalt på en eller anden måde og få dem stoppet hurtigst muligt, så de ikke mistede deres ting, eller der måske opstod en farlig situation.

Strækningen var kuperet, så at jeg ikke kunne se, om der kom modkørende. Først da vi kom til en lang lige strækning, trådte jeg på speederen og kørte op på siden af bilen og trykkede på hornet. Jeg fangede deres opmærksomhed – det ville de fleste nok gøre i den situation – og jeg begyndte ivrigt at pege opad for at signalere, at der var noget galt med deres tagboks.

Da var det, at jeg kunne se situationen ligesom udefra. En mand iført en præstekjole pegende opad med sin finger. Hvad ville det ikke kunne tolkes som? Var det en ny måde at missionere på for Vorherre? Sådan at køre op på siden af folk og ligesom pege op i himlen. Underforstået: Husk nu at tro på ham deroppe! De forstod dog, hvad jeg mente, og holdt ind til siden; det samme gjorde jeg.

Jeg fik dem fortalt, at de havde mistet nogle ting lidt længere tilbage, hvad de midt i ærgrelsen var taknemmelige for at få at vide. Jeg satte mig ind i bilen igen og kørte videre til gudstjenesten, som jeg skulle forestå, men den lille episode med tagboksen fik mig til at tænke på dette med at pege opad.

For det er vel billedlig talt det, vi gør i kirken. Vi peger opad mod Gud for at pege på ham, der er over alt og over alle, men som jo også samtidig er os nærmere, end vi kan forestille os.

Og det er denne dobbelthed, som er med i vores liv. Det himmelske og det jordiske. Vi peger opad mod Gud, men den bedste måde at pege opad er måske at pege på det jordnære. Ved at bøje os ned og hælde olie i den overfaldnes sår, ved at bruge tid på vores børn eller noget så simpelt som at pege på en tagboks, der er gået op. Eller hvad vi nu møder af alle mulige slags situationer, hvor vi kan gøre en lille eller større forskel i dagligdagen.