Præsteklumme: Hvad vi skylder hinanden

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Årets begivenheder har nok ikke ansporet en udpræget tillid til den menneskelige race eller givet særlig næring til håbet om, at vi fremadrettet vil leve i fred og fordragelighed med hinanden. Håbet var, at vi mennesker kunne lære af vores fejl - og leve med hinanden og ikke mod hinanden. At vi kan leve i overensstemmelse med, hvad vi skylder hinanden som mennesker.

I 1998 skrev den amerikanske filosof Thomas Scanlon en bog med netop titlen ’Hvad vi skylder hinanden’. I bogen forsøger Scanlon at redegøre for, hvad det egentligt vil sige at handle rigtigt og forkert, og hvilke principper, der må gælde for, at vi mennesker kan leve sammen. Ifølge Scanlon bør vi behandle andre mennesker på en måde, så de ikke ved fornuftens brug kan finde grunde til at modsætte sig den behandling.

Selvom Scanlon har ganske ret i, at der i forhold til handlinger er noget, som vi skylder hinanden, så kigger han i høj grad på, hvad situationen er, når mennesker allerede er i et fællesskab med andre.

Men der er noget, der går forud; noget, der ligger dybere og er mere grundlæggende, når vi står i overvejelser omkring, hvorvidt vi skal handle og agere på den ene eller på den anden måde: Tilliden. Vores tillid til hinanden, vores medmennesker, både i de store og nære fællesskaber.

Tillid mennesker imellem er vigtig. Men vi reflekterer måske sjældent over, hvor vigtig og hvor grundlæggende tillid er. Tilliden er den, der tillader, at vi kan være afhængige af hinanden – den gør det muligt for os at elske (og blive elsket), at bede om råd og vejledning og at modtage hjælp til ting, vi ikke nødvendigvis selv forstår os på, men alligevel er dybt afhængige af (det være sig alt fra det digitale til håndværk til lovgivning).

Men netop derfor kan tillid også være farlig; noget, der indebærer en risiko. Tilliden er skrøbelig, fordi vi kan risikere at opleve, at de mennesker, vi viser tillid, kan skuffe os – hvis der var garanti for, at de aldrig skuffede os, ville der jo slet ikke være grund til at vise dem tillid. Når vi viser nogen tillid, risikerer vi at blive sårede, eller i værste fald at lide skade.

Vi er derfor prisgivede tilliden, fordi vi som mennesker er givet hinanden. Det betyder ikke, at tilliden er et nødvendigt onde. Vi skylder hinanden at udvise hinanden tillid, fordi ethvert menneske skal mødes i forventningen om, at de er mennesker, der kan honorere og imødekomme den tillid, der udvises dem.

Deri hviler menneskelig anerkendelse, og derved lever håbet om, at vi mennesker - hver for sig - er mere, end årets hidtidige forfærdelige begivenheder har stillet os i udsigt omkring vore næste og vores forventninger til dem.

I lyset af umenneskelige handlinger føler vi frygt og bekymring og udviser derfor ikke hinanden den tillid, som tilkommer os hver især. Men netop her skal vi være særligt opmærksomme, for vi skal nægte at give køb på vores tillid og tro på hinanden; vi skal være modige nok til at være mennesker sammen og behandle hinanden derefter.