Præsteklumme: Lykke er ikke det, at det lykkes…

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Min barndoms sommerferier har et særligt skær over sig. Lange, lyse og varme sommerdage. Tour de France i fjernsynet med det meste af kroppen ude i solen og hovedet inden for gardinet, så man kunne se skærmen – eller bare falde i søvn til lyden. Is og leg i lange baner. Badeferier med familien med hjembragte minder, vi stadig vender tilbage til, når vi samles. Ubekymrethed og uger, der bare fløj af sted med let hjerte og sol på kinderne.

Jeg håber, at mine børn vil se tilbage på deres sommerferier på samme måde. Hukommelsen kan jo indimellem være en taknemmelig størrelse. Hos nogle mennesker filtrerer hukommelsen selv begivenhederne, indtil der kun er et lykkeligt ekstrakt tilbage. Og måske var mine barndomsferier nærmest magiske – ikke fordi alt var fryd og gammen hele tiden, men fordi mine forældre fik alting til at glide, selv når tingene ikke gik helt, som de var planlagt.

Hvis det er tilfældet, så er der håb for, at mine egne børn ser tilbage på sommerferien 2022 i et lykkeligt skær. I udvalg af sommerferie-”kiksere” fra en tur på en lille uge kan her nævnes:

Vi drog på køreferie netop i den weekend, hvor vejarbejde lukkede Elb-tunnelen…lig med 2 timers ekstra kørsel uden om Hamborg.

Vi ankom til hotellet i Holland i 27 grader (herligt!) for så at blive tildelt gavlværelset med gulv-til-loft-vinduer og det, der viste sig at være en defekt aircondition…lig med cirka 40 grader på værelset (knapt så herligt…).

Den første udflugt til en lille by resulterede i, at vi blev væk fra hinanden efter cirka fire minutter, og lidt senere faldt det ældste afkom ud på en befærdet vej ved en fortovscafé på grund af manglende glasafskærmning…begge dele lig med galoperende puls især hos de voksne.

Og nå ja, da vi kørte hjem i et stræk og have været undervejs i 9 timer, var der udsolgt af alt, der mindede om mad på den rasteplads, vi holdt ind på.

Alt dette – der som sagt blot er et lille udvalg af feriens ”kiksere” – er nok til at ønske sig mindst tre ugers ferie mere bare for at komme rigtigt ned i gear. Og måske er det børneforældres lod. Måske var det også mine forældres, uden at jeg opdagede det.

For spørger man mine børn om episoderne her, vil de formentlig ikke ane noget om den lukkede Elb-tunnel, men bare huske, at vi kørte på ferie en dag før tid, og at de derfor fik lov til at få en ekstra overnatning på et hotel (klods op ad motorvejen, men tilsyneladende ret magisk i deres verden).

De vil heller ikke have nogen erindring om det alt for varme værelse, men bare huske, at vi fik tildelt et ekstra værelse gratis i hele vores ophold. Ren luksus!

Forskrækkelsen ved at blive væk for hinanden i et fremmed land kan de sikkert godt huske på samme måde som faldet ud på den befærdede vej. Men mest af alt vil de huske, at der HELDIGVIS var rødt lys og ingen biler, lige da faldet skete, og at lige præcis dén lille by havde en fantastisk slikbutik, som de fik lov til at gå ombord i.

Og hvad angår den manglende mad på rastepladsen, ja, så betød det chips til ”aftensmad”, så ikke så dårligt endda.

Jeg ved ikke, om man som voksen kan få et så taknemmeligt filter på sin hukommelse eller på sin oplevelse af livet nu og her. Jeg er ikke sikker. Og slet ikke om alt, der sker i vores tilværelse. Men jeg ved og kan tydeligt mærke, at det gør godt at låne mine børns filter til de små ting, der ikke gik, som jeg håbede. Låne af deres begejstring og umiddelbare indstilling til, at ”glasset halvt fuldt”.

Og måske kan jeg ikke kun låne det filter, når det gælder sommerferiens begivenheder. Måske kan det også gælde alle hverdagens store og små ”kiksere” og kaste et nådigt skær over alt det, der kunne have været anderledes. Eller som K. E. Løgstrup har formuleret det: »Lykke er ikke det, at det lykkes, men det, vi kommer ud for«.