Præsteklumme: Godt nok er nok
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Du sidder i sofaen med åbent vindue. Udenfor er det varmt. En varm og fugtig dansk sommer. Måske blundede du en halv times tid, mens de nærmede sig stigningen. Nu er du klar og frisk – der er dansk sommer, og der er Tour de France i fjernsynet.
Måske er det sådan, du har tilbragt eftermiddagene i din sommerferie. Flere af mine eftermiddag er gået sådan. Jeg er ikke særligt optaget af cykelløb til dagligt, men at se Tour de France er blevet lidt en tradition.
I år var det særligt spændende, da en dansker ikke bare var med i opløbet, men gik hen og vandt verdens hårdeste cykelløb. Det er næppe gået nogens næse forbi, at Jonas Vingegaard har vundet Tour de France. Så hvad nyt er der til præstens klumme her på bagkanten?
Jo – jeg vil fremhæve en sætning, som Jonas Vingegaard formulerede i et interview. Jeg kan stadigvæk huske den, fordi jeg blev så forbløffet over hans svar.
Det kom ikke ud af det blå, at Jonas Vingegaard vandt Tour de France. Han havde allerede sagt, at han efter sidste års Tour, hvor han på en afgørende stigning satte hans konkurrent, den slovenske Tadej Pogačar, troede på, at han kunne vinde årets Tour.
Jeg mener endda, at han havde taget den gule førertrøje, da en journalist spurgte ind til, om han nu kunne se sig selv som vinder, når løbet nåede til Paris? Vingegaard svarede: »Enten så vinder jeg, eller også så vinder jeg ikke. Og det har jeg det også fint med.«
Hvad sagde han? tænkte jeg. Taget ud af en kontekst kunne det lyde som om, han næsten var ligeglad med, om han vandt. Men man ligger ikke nummer ét i verdens hårdeste cykelløb, hvis man er ligeglad. Hvad mente han så? Jeg tror, Vingegaard i al sin nordjyske beskedenhed mente, at han gjorde alt, hvad han overhovedet kunne gøre for at vinde. Og hvis han tabte, var der ikke mere at gøre.
Det tror jeg, vi er mange, der kunne blive bedre til: At erkende, at selvom vi gør det så godt vi kan, så kan det alligevel gå galt. Og hvis det går galt, er der ikke meget at gøre ved det, for vi gjorde det jo så godt, vi kunne, med det vi havde.
Alt for ofte bliver man fanget i en præstationskultur, hvor godt ikke er godt nok. Hvor vi skal præstere over evne. Hvor det bedste endda ikke er godt nok. I en ideal verden, hvor man i bagklogskabens grublen, altid kan finde på noget man skulle have gjort anderledes.
Men det er bare sådan, at hvis man er alt for optaget af fortidens fejltagelser, så går man glip at øjeblikkets muligheder. Vi er ikke sat i verden til at være perfekte, men til at være mennesker, der gør det så godt vi kan.
For nogle gange er godt godt nok.