Præsteklumme: Højt gear og harmonikabusser

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Mon ikke vi alle kender følelsen af, at tingene går lidt for stærkt? Nogle gange så stærkt, at vi skal bruge den første uge af vores sommerferie på at komme ned i tempo. Og indimellem kan vi ærgerligt konstatere, at vi så småt begynder at geare op igen, når vi mærker feriens afslutning nærme sig.

Det der med at geare uhensigtsmæssigt op, får mig til at tænke tilbage på dengang, hvor jeg tog kørekort.

Jeg havde fundet en køreskole inde i Århus midtby lige ved siden af Hovedbanegården, og når man trillede ud dér, var der altid rigeligt at koncentrere sig om af biler, busser, cyklister fodgængeroverfelt og vognbaneskift.

Som nybegynder, der knapt nok havde styr på koblingspunkt og gearskifte, føltes det ekstremt presset, og jeg endte typisk med at være lige dele frustreret over min kørelærers attitude og prisen på de køretimer, der tilsyneladende ingen ende ville tage.

Konstant fik jeg at vide, at ”jeg stressede”. Og ja, det var jeg jo godt klar over – for jeg følte mig også stresset, men hvad skulle det hjælpe at blive ved med at nævne det?

Først en af de allersidste gange gik det op for mig, at det, han mente var, at jeg automatisk satte farten op, når jeg blev stresset, og at jeg skulle øve mig i at gøre det modsatte, så jeg kunne bevare roen og overblikket.

Jeg prøvede derfor at forestille mig, at det ikke var en personbil, jeg kørte i – men en rigtig lang bus. Sådan en med harmonika-træk i midten. For kører man i sådan én, er man simpelthen nødt til at bevæge sig uendeligt roligt i trafikken, ellers får man ganske enkelt ikke bagenden med.

Mange år efter mit kørekort bruger jeg stadig billedet af harmonika-bussen, når tingene indimellem går lidt for stærkt. Men jeg har sidenhen tænkt, at det faktisk også er et meget godt billede på en gudstjeneste.

Det gælder nemlig for både busser og gudstjenester, at vi hele tiden skal sørge for at bevæge os for ikke at gå i stå – men vi skal samtidig også have øje for, at det bør foregå i et roligt tempo, så ingen falder af i svinget.

Det kan være i forhold til nytænkning af gudstjenestens form og nye salmer, men det kan også helt overordnet være i forhold til tempoet i gudstjenesten. For her går det hele altså en lille smule langsommere, end vi er vant til ude i vores dagligdag af en god grund.

For de ting, som betyder allermest, får vi ofte bedst øje på, når vi drejer stille og roligt på et kæmpestort rat.

Og måske kan vi tage det med ud af kirkedøren og bruge det i vores ofte både rodede og tætpakkede liv. Måske kan vi lade gudstjenestens ro minde os om, at man godt kan leve livet stærkt, uden også at skulle løbe alt for stærkt.