Energi i luften - tid til forandring

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Det buldrer og brager udenfor. Kraftige glimt fra lyn, silende regn i kraftige byger, og jeg sidder trygt og godt herinde og reflekterer over min sommer og ikke mindst min ferie. Det er som om, noget af ferien er gået vildt hurtig. Gammelkendt fornemmelse, som jeg tror, de fleste kender.

Jeg havde den glæde at være sammen med mine store børn i en god del af min ferie. Et stort privilegium, at de har lyst til tid med deres forældre, selv om de er flyttet hjemmefra for længe siden, og selv om vi ikke havde inviteret til de “store” oplevelser. Denne del af ferien sammen med børnene gik afsindigt hurtigt.

Jeg fyldtes af vemod, da de var rejst hjem. Det var sådan en underlig tom fornemmelse, og jeg funderer over, hvorfor denne sørgmodighed fylder mere end glæden ved, at jeg havde haft deres nærvær i så lang tid i år.

Det tager så lang tid at give slip på børnene, og spørgsmålet er, om jeg nogensinde opnår at give helt slip. Lærer jeg psykisk at forstå, at de nu er individuelle mennesker og helt uafhængige og frie af mit faderskab og vores bånd.

Min intention er, at de skal slippe båndene, og jeg skal slippe dem. I nogle situationer får de måske brug for at skære dem over, fordi jeg er træg og hænger fast. Naturligvis får de brug for at blive vrede på mig og tage afstand. Måske venter der perioder, hvor vi ikke mødes eller har kontakt, fordi de naturligt har travlt med at leve deres liv, eller fordi de har brug for at løsrive sig.

Jeg kan mærke savnet, at jeg elsker dem højt, at de faktisk ikke må blive voksne. De skal blive ved med at være mine små unger. Denne følelsesmæssige splittelse raser faktisk i mig som den torden og lynild, som raser udenfor mit hus. Det er noget af en ambivalent følelse, men jeg kan mærke, at jeg vil prøve at gøre mit bedste.

Jeg vil gøre mit bedste for, at de skal mærke og føle, at jeg giver slip. Jeg kan også mærke, at jeg ønsker ikke at fejle. På mange måder og i mange situationer vil jeg nok komme til det.

Jeg vil blandt andet komme til at projicere skyld. Jeg er selv opdraget med skyld, så jeg ved, at jeg til stadighed har et stort arbejde at gøre. Bryde mine egne dybt forankrede mønstre og blive ved og ved. Det er jo ikke synd for far, at børnene ikke kommer så meget på besøg. At de ikke prioriterer mig så meget, som jeg kunne ønske. Det er en naturlighed, som jeg ønsker at lære at leve med.

Børnene har allerede givet mig så meget til mit liv. Jeg kan faktisk i min reflektion opleve, at jeg intet har til gode. De skylder mig intet, men måske skylder jeg dem alt.

Og så er det alligevel så svært at give slip. Jeg håber mine ord, tanker og refleksioner kan inspirere dig i dine relationer, og en hjælp til en forandringsproces kan støttes af et meditativt arbejde. God sensommer.