Når alt håb er ude, er der kun håb tilbage
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Håb er noget helt andet end optimisme.
Optimismen er en forlængelse af det, vi allerede kender, mens håb åbner os mod det, vi måske aner og længes efter. Håbet trodser vanetænkning, og kommer på tværs af forventninger og logik.
Jeg har lige haft besøg af et hold erfarne og livskloge studerende fra SOSU-skolen. Vi talte bl.a. om at tage sig af mennesker, der er døende, og om støtte dem i at få en sidste tid, der er så god og meningsfyldt som muligt.
De studerendes erfaring var stærk: At vide, at man ikke bliver rask og snart skal dø, er ikke det samme som at miste håbet.
Håb lukker ikke øjnene for virkeligheden, men ser den i øjnene. Den ser, hvor ondt det gør.
Hvor ondt det gør at skulle give slippe, at skulle forlade, at skulle overlade børn og ægtefælle i andre hænder. Den ser meningsløsheden.
Og den lader nye spirer af håb gro på trods.
Håb om at de sidste dage bliver gode.
Håb om at det vil gå godt for dem, der skal leve videre.
Håb om at døden ikke tager det hele.
Håb om at angst og smerte får konkurrence af andre menneskers nærvær, af samtaler og af mættede øjeblikke.
Håb om mening, godhed og kærlighed.
Håb om at man selv favnes af kærlighed efter døden.
Håb om at det ender godt.
Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.