Den guddommelige natur

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Musikeren Peter Bastian sagde engang:

»Virkeligheden giver os i sin ufattelige generøsitet en elektron, og vips! Står forskeren i samme bås som den søgende mystiker: Vi ved, at du er der, men vi har ikke oplevet dig endnu.«

Sådan siger fysikeren til den usynlige elektron, og den religiøse siger det til den usynlige Gud. Mange vil nok hævde, at den naturvidenskabelige forsker og det religiøse menneske har diametralt modsatte tilgange til tilværelsen, og at det, de beskæftiger sig med, er væsensforskelligt.

Men måske er den usynlige elektron og den usynlige Gud ikke så væsensforskellige, som man umiddelbart skulle mene. Ej heller forskeren og den religiøse, for begge er de jo søgende og åbne for livets mysterier.

Og hvor fysikeren siger til den skjulte elektron: Jeg ved, du er der, for jeg ser virkningerne af dig, (nemlig elektrisk ladning, for eksempel) så siger den religiøse til den skjulte Gud: Jeg ved, du er der, for jeg ser virkningerne af dig, (nemlig livet, universet, elektronens elektriske ladning, ja alt, der er).

At være naturvidenskabelig forsker, er at forholde sig åbent og lyttende til skaberværket i en søgen efter at forstå det og beskrive det. At være religiøs er også at forholde sig åbent og lyttende til skaberværket, for her at møde Gud. Hvor forskeren søger indsigt for bedre at kunne bemestre verden, søger den religiøse indsigt for bedre at kunne takke.

Men disse to tilgange til verden udelukker bestemt ikke hinanden, og tværtimod er det ofte sådan, at når man som naturvidenskabelig forsker får virkelig dybe indsigter i det eksakte, så åbner livets gådefuldhed sig i al sin vælde og vækker beundring, hvis ikke ligefrem religiøs ærefrygt. Gamle Sokrates sagde:

»Det eneste, jeg ved, er, at jeg intet ved. Og den indsigt ligner den erfaring enhver naturvidenskabelig forsker gør: Jo mere man ved, desto mere opdager man der er, som man ikke ved.« Digteren Johannes Jørgensen sagde: »Livet er dybt. Tilværelsen er ånd.«

Den indsigt kan man sagtens nå til ad videnskabens vej, selvom det ikke er dens ærinde. Naturvidenskabens ærinde er at beskrive det eksakte, men virkeligheden er mere end det ’eksakte’, som kun er ’ydersiden’ af virkeligheden, så at sige. Den religiøse tro er sansen for netop det. Den er sansen for at der er en åndelige dimension, for at livet er dybt. Den er sansen for at alting hænger organisk sammen, og at der er en skjult kraft i alt der er. Den kraft kalder vi Gud.

For nu at trække endnu en gammel tænker frem, så mente filosoffen Spinoza, at der kun findes én substans, og den substans er Gud. Naturen er Gud. Universet er Gud, een eneste uendelig stor organisme.

Det er måske ikke så tosset, at anlægge den synsvinkel på verden i disse klima- og biodiversitetskrisetider.

Naturen er hellig, simpelthen. Det syn på verden vil bevirke en ny sensibilitet i forhold til naturen. Den natur, som vi er godt i gang med at ødelægge på alle planer.

Indenfor de forskellige naturvidenskabelige felter er man for længst nået frem til den indsigt, at alt hænger nøje sammen i ét stort væv, og påvirker vi noget eet sted, forgrener og forplanter konsekvenserne sig derfor i det uendelige. Verdensaltet er én stor organisme. Om man så vil gå skridtet videre og bruge ordet Gud om den helhed og den skjulte kraft der er i altet, det er et spørgsmål om tro, men det er nærliggende. Og det vil gøre det vanskeligere at fortsætte massakren, for så er det jo selve Gud, vi mishandler, når vi mishandler naturen.