Klimasynder, kærlighed og proportionssans

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Som præst er min oplevelse, at ”synd” og ”synder” i årtier har været tabu for mange: Ord, man ikke ville tage i sin mund og ikke ville forbinde med sig selv eller med andre.

Men begge har med klimakrisen fået nyt liv. Med det ord sat foran opleves både ”klima-synd” og ”klima-syndere” at være indlysende meningsfulde og relevante.

Tankevækkende synes jeg, for synd og syndere har jo aldrig betydet andet, end at vi ofte handler forkert, med vilje eller ikke – og sådan er det at være menneske.

Men hvad vil vi så bruge den erkendelse til: Til at udskamme og slå på hinanden, eller at få en ydmyghed over for andre og selv forsøge dog at blive bedre? Med den stærke klimabevidsthed, vi har nu, så vi spiser mindre kød, dyrker genbrug og næsten har droppet plasticposerne, er det slående, at flere i år rejste på ferie med fly end før corona.

Dét er også en gammel indsigt: At små synder nemmere bekæmpes end store. Både i forhold klima og vores liv i øvrigt må hver prøve at prioritere sine synder, for ingen kan fjerne alle på én gang. Og den største synd er selvretfærdighed.

I kirken på søndag kan du møde en beretning, der både afslører den og i Kristus viser en ganske anden tilgang – i kærlighed og med proportionssans. Kig ind, for det er ikke alt, vi skal leve med. Der er også noget og nogen, vi bør prøve at leve efter.