Præsteklumme: Et håbstegn i katastrofebilledet
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Kulturhistorien byder på mange katastrofebilleder, der på ikonisk vis aftegner menneskers frygt for den totale undergang. Der er dog forskel på, om frygten for den totale undergang alene skyldes kulturhistoriske forhold eller naturgivne forhold. Et eksempel på det sidste kunne være det efterhånden klassiske billede af en kæmpestor meteor på kollisionskurs med vores planet.
For min generation, hvis ungdomstid mestendels udspandt sig i 1980’erne, var det billedet af paddehatteskyen, der udgjorde katastrofebilledet par excellence. Frygten for, at den altødelæggende atomkrig skulle bryde ud mellem Øst og Vest, mellem NATO-landene og Warszawapagtlandene, var sitrende nærværende helt frem til Berlinmurens fald i 1989.
Krigen i Ukraine har imidlertid vakt noget af den mere end 30 år gamle frygt for atomkrig til live. Til trods herfor synes det dominerende katastrofebillede af i dag dog ikke at være paddehatteskyen, men derimod billedet af vores planet, fuldstændigt dækket af vand – ikke som følge af rene naturlige forhold, men som følge af menneskers kultur, af menneskers gøren og laden og de heraf afledte klimaforandringer, der altså blandt andet medfører stigende vandstand i verdenshavene.
Vor tids katastrofebillede ligner til forveksling et af kulturhistoriens allerførste katastrofebilleder, nemlig billedet af den mytiske syndflod, vi finder beskrevet i Første Mosebog i Det Gamle Testamente, og hvor det kun lykkedes Noa og hans nærmeste familie at overleve vandmasserne ved at sejle rundt på verdenshavene, indtil jorden – ved Guds hjælp – blev tørlagt og dermed atter beboelig.
Nu er det desværre nok et helt åbent spørgsmål, om det vil lykkes os mennesker at undslippe den globale klimakrise, vi befinder os i. Men vi skal nok ikke forvente, at vores situation alene ved Guds hjælp forandres til det bedre. Vi må selv på banen, gribe ind og gøre det, der skal til, for at kunne bevare et halmstrå af håb om, at det vil lykkes os at bremse den globale opvarmning, så vores planet også kan være beboelig for de kommende generationer.
Billedet af syndflodens utæmmelige vandmasser er unægtelig et katastrofebillede. Men i dette katastrofebillede udgør tilstedeværelsen af Noas Ark vores spinkle tegn på håb om redning fra den totale undergang.