Vi svigter unge med psykiske diagnoser og handicaps på Djursland

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»I Syddjurs er det hver fjerde ung med psykiske diagnoser eller handicap, som står udenfor både job og uddannelse. Det viser en nylig udgivet analyse foretaget af AE baseret på data fra 2018. Det er unge, som døjer med forskellige og nogle gange flere diagnoser såsom autisme og angst, men også fysiske handicaps. Fælles for dem er dog, at de står udenfor afgørende fællesskaber i en sårbar tid. En tid, der gerne skulle være opbyggende, men som i stedet ofte bliver en fortælling om nederlag. Det burde efter min mening være det helt store spørgsmål til det næste folketingsvalg. Hvad kan vi som samfund gøre for at sikre muligheder for alle unge?

I Norddjurs er andelen af denne gruppe dog lidt lavere med 18,4 % uden job eller uddannelse blandt unge med psykiske diagnoser og handicap. Andelen dermed lidt under landsgennemsnittet (19,5 %). Men der er ikke meget at glæde sig over, uanset om kommunerne lægger sig lidt over eller under landsgennemsnittet. Når unge er uden uddannelse og job i længere tid, har vi fejlet som samfund.

Årsagerne hertil er givetvis forskellige på tværs af familiebaggrund, diagnoser og handicap. Men der er også barrierer, som går igen, ifølge Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet (DUKH). Som DUKH skriver i deres seneste nyhedsbrev: ’’de særlige betingelser for enkeltfagsundervisning gør, at en borger under uddannelse, som kan studere mindre end 23 skemalagte timer ugentligt, ikke er berettiget til SU – og som hovedregel heller ikke har ret til hverken uddannelseshjælp eller kontanthjælp.” Reglerne i uddannelsessystemet for mennesker med diagnoser og handicap er altså for rigide.

Ligeså har fremdriftsreformen for de videregående uddannelser ydet alvorlige benspænd for unge med psykiske problemer og handicaps, når de ikke kan færdiggøre studiet på normeret tid. De unge er selv ansvarlige for at søge dispensationer, hvilket er en bureaukratisk øvelse for at sige det mildt. Resultatet er, at 44 % af de studerende med handicap i DH’s egen undersøgelse har svaret, at deres sygdom eller handicap gjorde det så svært for dem at gennemføre deres uddannelse, at de måtte droppe ud en, to eller flere gange. Det kalder på nogle mere fleksible regler i uddannelsessystemet – især for dem med handicap og diagnoser.

Jeg mener, at man skal rulle fremdriftsreformen tilbage. Evighedsstudenterne er alligevel et spøgelse fra det forrige årtusinde, og unge er generelt optagede af at gøre deres studier færdige. De nuværende regler hindrer bare, at man får det fulde potentiale fra studerende, som har brug for ekstra tid på studiet. Dertil bør man gøre det lettere at få tilknyttet en mentor. Muligheden for at have en voksen tæt på, som forstår ens situation og kan komme med gode råd, kan gøre en verden til forskel, uanset om man døjer med et handicap eller er i mistrivsel. Finansiering kan findes ved at tilbagerulle tidligere tiders topskattelettelser, reducere rentefradraget og/eller indføre beskatning på boligsalg, så de tungeste skuldre løfter mere.

Sidst men ikke mindst bør virksomheder og det offentlige gøre en ekstra indsats for at skabe et rummeligt arbejdsmarked, så vi kan udnytte den historisk lave arbejdsløshed til at få de sidste med. Også dem, som kun kan hjælpe til et par timer om dagen.

Afgørende er det, at vi ikke forsøger at ændre de unge til at passe ind i systemet, men at systemet tilpasses de unges behov. Det kræver vilje og nye ressourcer, men det er den bedste investering i fremtiden.«