Udsigt
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Jeg havde egentlig ikke tænkt så meget over det før. Hvor meget og hvor ofte jeg står og kigger ud af køkkenvinduet ned på Lyngå Kirke. Men så blev udsigten pludselig taget fra os.
Lyngå Præstegård er ved at blive renoveret – den helt store tur, hvor alle tavl er taget ud og det træ, der virkelig ikke kunne mere i det over 200 år gamle bindingsværk, er skiftet ud.
I den forbindelse blev store presenninger rullet ned for vores vinduer, hele vejen rundt om huset. Gennemsigtige presenninger, dog, så sollys havde vi stadig, men det fik mig alligevel til at tænke over det med den daglige udsigt. Hvad betyder den egentlig for os?
Det vi har som udsigt lige nu, er høsten. Rundt i hele landet kører de for fuld hammer: Mejetærskere, traktorer og så videre.
Ja, al den høsttrafik kunne faktisk holde vores mindste vågen hele vejen ud til stranden efter en lang dag i børnehave, fordi hun skulle holde øje med, om det nu var en Fendt eller John Deere - miljøskadet som hun er af sin far.
Jeg sætter virkelig pris på den udsigt, måske endnu mere end før. Sådan er det nok, når noget lige foran snuden på en tages væk, og man så er så heldig at få det tilbage igen.
Vi har høsten som udsigt, og jeg elsker duften, synet og støvet, men der er nu også noget vemodigt over det. Som jeg så det beskrevet i en artikel af Mathias Hammer (ham fra Den Klassiske Musikquiz på DR og meget andet), så er melankolien mærkbar.
For blot to måneder siden stod vi på kanten af sommerferie, lyse nætter, alle muligheder lå foran os. Nu er det slut. Skolerne er i fuld gang. Arbejdet er i fuld gang, og solen går ned før kl. 21.
Og det kan måske lyde en smule forkælet, men helt ærligt: Det kan altså godt være lidt hårdt at skulle tilbage i Hamsterhjulet – ja det er som om, man er kommet helt ud af form i løbet af bare tre uger. Madpakker, hente og bringe, møder, mails. Og ikke nok med det. Vi går også mørkere tider i møde. Og regn. Og kulde.
Men inden vi fik taget alle sorger på forskud derhjemme, så fik vi minsandten udsigten tilbage, og timingen kunne ikke være bedre. Samme dag, som de to ældste startede i skole igen, blev presenningerne pillet ned, og vi kan nu atter se kirken, trafikken, folk, der går tur med hunden – vi kan se, der er liv.
Jeg sætter virkelig pris på den udsigt, måske endnu mere end før. Sådan er det nok, når noget lige foran snuden på en tages væk, og man så er så heldig at få det tilbage igen.
De lyse nætter kommer også igen. Så heldige er vi. Og vi har en jul at fejre midtvejs, så hvad kan snart gå galt.