Præsteklumme: Hvad børnene kan minde os om

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Måske har du prøvet at hente et barn i en børnehave. Har du prøvet det, er der med stor sandsynlighed sket noget, der minder om det følgende.

For kommer man ind i en børnehave, er det næsten lige så sikkert som amen i kirken, at man bliver mødt af to spørgsmål. Det første lyder: »Hvem er du?« Og det næste spørgsmål, som altid følger lige efter, er: »Hvem skal du hente?«

Det er i virkeligheden to meget kloge spørgsmål, som viser, at børnene intuitivt ved, at hvem vi er aldrig kan fortælles uden at fortælle om dem, vi deler vores liv med. Deres spørgsmål er med til at vise os, at vi aldrig kan fortælle historien om os selv, uden at fortælle om den større sammenhæng, vi er sat i.

Derfor må man også svare børnene, der for et øjeblik har stoppet deres travle leg med sandkagerne i sandkassen for at kigge nysgerrigt på én: »Jeg er Anja, moster til Vigga.« Eller »Jeg er Christa, Frederiks bedstemor.« Eller hvem vi nu er til det barn, vi skal hente.

Det er det samme, der er på spil i de ord, vi hører i kirken, hver gang vi holder dåb. Jesus siger det på en anden måde, men det er den samme betydning, der ligger i hans ord: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.«

Ligesom vi er bundet til hinanden og er en del af en større sammenhæng, sådan er vi det også i endnu bredere forstand i forhold til Gud.

For ingen kan bære sig selv – hverken til dåben eller gennem livet. Vi er dybt afhængige af hinanden. Og mening, liv og fylde er sjældent noget, vi af egen kraft kan fremtrylle, men derimod noget vi får givet i det, vi deler med hinanden og i de sammenhænge, vi som mennesker er sat i.

Sådan er dåben med til at minde os om, at vi får lov at være rodfæstet i noget, der ikke er vores egen præstation, og som ikke afhænger af vores eget fremtræden eller evne til at indtage livets store scene.

Og dermed bliver vi også sat fri, så vi kan vende blikket væk fra os selv og ud mod vores omverden. Ja, det kristne budskab er så radikalt, at det fortæller os, at vi først egentlig bliver os selv, når vi bliver mere end os selv. Det kan der være stor befrielse i. Godt at vi har børnene til at minde os om det.