Debat: Vi skylder at hjælpe de selvejende haller
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Drømmen om et nyt idrætscenter i Åbyhøj ikke bare lever, men lever i bedste velgående. Og godt for det, for behovet er i den grad til stede. Som ’born and raised’ aarhusianer og Åbyhøj’er er jeg derfor glad og stolt over, at en enormt driftig gruppe af frivillige har arbejdet målrettet med at gøre drømmen til virkelighed. Hatten af for det arbejde.
Personligt er jeg også glad for at have været med til at sætte et stort millionbeløb af til et idrætscenter, så mennesker på tværs af generationer får moderne rammer og faciliteter til at kunne udfolde sig.
Men alt er desværre ikke fryd og gammen - endnu. For tilbage står en markant udfordring – ikke bare i Åbyhøj, men for alle selvejende haller: Hvordan får man driftsøkonomien til at hænge sammen?
Fra politisk side skylder vi at hjælpe med at finde svar på det spørgsmål. Vi har igangsat analyser og løsningsmodeller, nu skal de blive til virkelighed.
For sagen er den, at jeg vil langt hellere have, at de mange ildsjæle og frivillige bruger hovedparten af deres sparsomme tid på at skabe gode idrætsmiljøer frem for at nørde excel-ark og kompliceret kommunal driftsøkonomi.
Jeg vil kæmpe for, at vi finder en løsning i de kommende budgetforhandlinger. Lad os gøre det lettere at drive idrætshal i Aarhus – og lad os nu få driblet bolden helt i mål, når det kommer til Åbyhøj Idrætscenter, og de mange andre fine halprojekter, som er undervejs i Aarhus.