Fortsæt til indhold

Virksomhederne står klar til at bidrage i Skanderborg Kommune

Debat
På vegne af Jakob ScharffBranchedirektør i DI

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I Skanderborg Kommune er der, som i mange andre kommuner, stor mangel på varme hænder og et behov for, at den grønne omstilling imødekommes. Kommunalbestyrelsen har derfor i de kommende budgetforhandlinger nogle vigtige beslutninger at træffe.

De private virksomheder står klar til at bidrage til at løse udfordringerne og tage ansvar. Kommunen kan styrke det offentlig-private samarbejde om de kommunale opgaver for at forbedre kvaliteten af den service, der leveres til kommunens borgere samt lette presset på kommunens medarbejdere og økonomi.

Det gælder både de klassiske driftsopgaver som rengøring og vejvedligeholdelse eller innovative samarbejdsprojekter om ny velfærdsteknologi. Det glæder mig derfor, at kommunen i budgetaftalen for 2022 har som ambition at forbedre brugen af private leverandører.

Jeg håber – for kommunen, erhvervslivet og ikke mindst borgernes skyld – at Skanderborgs Kommune vil bruge årets budgetforlig til at gøre de ambitioner til virkelighed.

Vi så eksempelvis i Ballerup Kommune, hvordan samarbejdet med servicevirksomheden COOR afhjalp behovet for rengøringspersonalet og samtidig fik flere langtidsledige hjulpet ind på arbejdsmarkedet.

Skanderborg Kommune konkurrenceudsatte i 2021 mindre end en fjerdedel af de udbudsegnede opgaver. Hvis niveauet havde været lige så højt som i de kommuner, der konkurrenceudsætter mest, ville Skanderborg Kommune kunne øge samarbejde med virksomhederne om yderligere opgaver for i alt 116 mio. kr. - alene inden for de mest udbudsegnede opgaver.

Ni ud af ti af kommunalpolitikerne erklærede sig i en nylig DI-rundspørge enige i, at et styrket offentlig-privat samarbejde kan være med til at forbedre opgavevaretagelsen.

Jeg håber – for kommunen, erhvervslivet og ikke mindst borgernes skyld – at Skanderborgs Kommune vil bruge årets budgetforlig til at gøre de ambitioner til virkelighed.

Virksomhederne står klar til at bidrage.