Kontroltrangen er livets fjende

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

For noget tid siden indlod jeg mig på at lytte til statsministerens podcast ”Statsministeren spørger”.

Jeg havde ellers været lidt betænkelig ved formatet, da jeg umiddelbart anså det for værende endnu en bekvem måde for en politiker selv at styre nyhederne og egen fortælling uden at skulle konfronteres med dumme journalister. Men denne gang talte statsministeren med præst og journalist Sørine Godtfredsen om kirken og kristendommen.

Det var alt andet lige for spændende til at sidde overhørig, når man i Prins Jørgens Gård taler om den kirke, som de fleste danskere endnu er medlemmer af, og som jeg er præst i. Samtalen var god. Statsministeren var en ”kæmpe fan” af Folkekirken – så langt så godt.

Det var da de diskuterede statsministerens eget trosforhold, at jeg rigtigt spidsede ører: For her sagde statsministeren, at hun ikke kunne tro på Gud, da hun forbandt det med at afgive kontrollen og dermed ansvaret for sit eget liv.

Det var et meget ærligt svar, som jeg har hørt variationer af gennem min egen studietid og som reaktion på, at jeg selv blev troende. Og selvom jeg tror, at statsministeren dermed istemte en gængs modstand mod troen, så må jeg også indrømme, at jeg ikke kunne lade være med at tænke på, hvor forkert, det lød.

Folk må ganske vist selv om, hvorvidt de tror på Gud, men hvis man tror, at man vinder mere kontrol over eget liv ved ikke at tro på Gud, så forekommer det mig naivt på den ufede måde.

Det er ikke fordi, jeg ikke forstår behovet for kontrol og frygten for at tabe det. Det er svært at affinde sig med sine mangler i dag, hvor alle er blevet beskuere til og medvidende om verdens gang og hinandens gøren og laden.

Det fremkalder en frygt for at blive fanget på det forkerte ben. Den frygt deler jeg også selv, for sæt nu jeg ikke, sæt nu hvis jeg ikke, hvad så, hvad så?

Men som alle de bekymrede spørgsmål, jeg kan stille til ting, jeg frygter for ikke at have kontrol med, markerer, så er kontroltrangen ikke uvæsentligt drevet af angst og dermed også af ufrihed.

Jeg er ikke fri, når al min tid går med at bekymrer mig om dagen i morgen – fri er jeg kun, når illusionen om kontrol for en tid fordufter fra mit sind, så jeg kan glemme mig selv midt i det hele. Det gør kontrollen gerne i alle de bedste stunder i livet: i mødet med den elskede, der tager imod mig, i modtagelsen af et barn, som fanger min hele opmærksomhed, i tilgivelsen fra et andet menneske.

Lige så meget som fraværet af kontrol potentielt kan være farligt, lige så frisættende er alle de mange situationer, som vi ikke skylder os selv, men som kommer bag på os, uden om vores kontrol, og sætter os fri fra at skulle beherske situationen.

Måske hvis vi forstod at forklare, at troen ikke er ansvarsløshed – for hvem kan sige sig fri for ansvar, og samtidig leve her i verden? – men derimod en tillidsfuld frihed midt i ansvaret, da ville flere se troen i et mere nådigt lys?

Selv vender jeg altid tilbage til det ord fra Søren Kierkegaard, som han lader en gammel præst på heden udtale: »Mod Gud have vi altid Uret, denne Tanke standser da Tvivlen og beroliger dens Bekymring, den opmuntrer og begeistrer til Handling.«