Latterligt travlt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg er begyndt at løbe. Det er typisk mig. Jeg begynder på det flere gange om året.

Det holder sjældent ret længe, men nu skriver jeg det her. Det hjælper måske. Mine løbeture har ændret karakter, for denne gang er jeg ikke alene.

Jeg løber sammen med vores virkelig store hund, Skipper, og det er på engang dejligt med selskab, men også en udfordring. For nu er det ikke mig der sætter tempoet. Overhovedet ikke. Han løber generelt med et helt andet overskud end mig.

Han er styret af lyst, hvor jeg er styret af pligt. Han sprinter afsted med mig halsende bagefter i snor, for pludselig at stoppe op. Og så må jeg stå og vente til han er færdig med at snuse, til det hunde nu snuser efter.

Pauserne kommer, for mennesker helt umotiveret, og oftest på et tidspunkt hvor jeg lige var godt i gang. Lidt ligesom når køen i REMA er alenlang, og man bliver nødt til bare at stå der og stå. Ja, det er vel sådan hver gang man laver noget sammen med andre, at man ikke er alene om at bestemme tempoet.

Indimellem går det for hurtigt, og man skal holde igen. Indimellem går det helt i stå, og man må væbne sig med tålmodighed. Det er næsten det mest frustrerende. Kom nu! Videre! Skriger det indeni os. Men måske skal vi blive bedre til at nyde de pauser, vi ikke har bedt om eller planlagt?

Det er, når sandheden skal frem, oftest fuldkommen ligegyldigt om noget tager 10 minutter længere. Og måske er det de 10 minutter der gør, at vi får trukket vejret dybt, talt med vores kollegaer eller tænkt en sammenhængende tanke.

Søren Kierkegaard er citeret for at sige: »Af alle latterlige ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt«.

Vi når nok det vi skal, der er meget lidt der haster. Det er virkelig godt at minde sig selv om, her midt i september, hvor himlen er vildt blå.