Den svære to’er

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I sidste uge satte min kone og jeg os ned for at se det første afsnit af den nye serie ”House of the Dragon”, en serie som foregår omkring 200 år før den enormt populære serie ”Game of Thrones”.

Vi var spændte, for Game of Thrones havde vi været vældig glade for! Men hvad er det så egentlig, vi gerne vil eller forventer, når vi sætter os foran skærmen?

Først og fremmest vil vi underholdes, det skal være dragende, så man ikke efter 40 minutter tænker ”Hvornår er vi færdige?”, men i stedet er spændte på at finde ud af, hvad der dog sker nu og lige om lidt.

I det første afsnit er der en fødselsscene. Den fødsel går ikke udpræget godt, den går egentlig så ringe, som sådan en kan gå. Det var absolut ikke lige det, min højgravide kone havde allermest lyst til at se.

Vi glemte, hvor lang tid vi havde set, hvad vi ellers havde lavet i dag og hvad vi skulle lave i morgen, vi kunne pludselig spejle vores frygt i skærmen, vi kiggede lige direkte på det værste mareridt og tænkte, sådan vil jeg ikke ende, der vil jeg ikke ligge, eller det vil jeg ikke stå ved siden af.

Vi blev altså revet med af denne opfølgende serie, så meget at vi glemte den ventende opvask og andre trivialiteter i vores eget lille liv. En oplevelse som er ret enestående, når det man ser, er den altid svære to’er.

Jeg tror, at to’eren så ofte er drøj, fordi der engang er blevet født én idé, én idé som er blevet vendt med ægtefællen, venner, familie og professionelle kræfter, der er blevet kræset for den og den er møjsommeligt forbedret. En dag er idéen udmøntet, den er færdigproduceret og filmen, bogen eller serien er blevet en kæmpe succes!

Da kommer der pludselig nogle store mænd med penge i øjnene, og de kan mærke , at den mangler da en opfølgning, eller forfatteren bliver måske ligefrem opfordret af alle de nye fans, til at lave en to’ér.

Så er der selvfølgelig også de gange, hvor to’eren ikke engang er efterspurgt, og da er det sjældent en god idé at begynde på den, for da ender forbrugeren tit fortabt, vred og modløs, f.eks. som når man åbner “Nem-ID”s to’er: ”MitID”.

Men fænomenet er nok mere kendt i underholdningsbranchen, her kender vi det fra bøger, film og i helt overdreven grad fra serier.

De første gange bliver man lykkelig, ”Yes! Der er 8 sæsoner af den her helt vildt gode serie!” men i takt med, at man får set flere serier bliver man også det klogere, man lærer, at er der 8 sæsoner, er de 6 elendige.

Superheltefilmene har taget dette fænomen til helt ustyrlige højder. I en maratonvarende vanvidsrus sprøjtes der film ud, som kan handle om en grøn, rød eller blå mand eller kvinde, der kæmper mod noget ondt.

Måske kan de skyde ud af øjnene, flyve hurtigt eller slå rigtig hårdt, uanset hvad kan du vide dig sikker på, at har du set en af filmene, har du også set den nye. Man forstår pludselig, hvorfor der er så mange genudsendelser i fjernsynet, for vurderet på basis af billetsalget til alle de superheltefilm er genudsendelse det absolut bedste vi ved.

Til det kunne man sige, at det er meget godt med dig hr. præst, jeg elsker de film, og er det egentlig ikke dig som står hver søndag og prædiker over den samme ca. 1700 år gamle bog?

Og jo det er da umiddelbart svært på den baggrund at være så træt af de elendige superheltefilm, men!

Sad du og tænkte netop det, så vil jeg gerne invitere dig med i kirke på søndag. Der er højst sandsynligt en kirke vældig tæt på dig, det er gratis og jo, du vil høre en præst prædike over en ældgammel bog, en ældgammel tro og et ældgammelt håb.

Men han gør det ikke, fordi du skal sidde dernede på bænken og lytte godt efter og blive revet væk fra hverdagen. Nej, du er inviteret med, du skal synge og du skal rejse dig og sammen med alle i kirken bekende hvem du er.

Det er et spørgsmål, vi ikke bliver færdige med, for det rammer os gennem døden, det rammer os i livet og når vi endelig ser en god opfølger, og derfor er kirkens evige, gennemtestede og opfølgende svar altid værd at høre igen.