Fortsæt til indhold

Vinden blæser nu i retning af Grenaa Havn

Debat
Jens Kloppenborg (V). Folketingskandidat i Østjyllands Storkreds - opstillet i Djurskredsen:

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Der blæser milde vinde mod Grenaa, ja faktisk hele Djursland. Udvidelsen af Aarhus havn har siden nytår mødt stor lokal modstand fra en bred kreds af århusianere. Det er ikke kun blandt borgerne i byen, af den planlagte 100 hektar store udvidelse ud i bugten, at kritikken lyder.

Men nu har borgmesteren og den tekniske rådmand i smilets by vendt på en tallerken, og vil nu åbne for at se på muligheder som aflastning fra Grenaa havn og en ’dry port’ løsning på land.

I forbindelse med den offentlige høring indsendte ingen ringere end Salling Group og Arla en advarsel mod den monstrøse udvidelse. Altså fra to aktører i det østjyske, der flittigt benytter sig af Aarhus havns aktiviteter.

Bugten og byen, ja store dele af Djursland og bugten lever i en god pagt sammen. Derfor bør man naturligvis med den slags store anlægsprojekter altid undersøge alternativer, der kan virke mindre indgribende i naturen. Her har jeg helt tilbage under høringen foreslået, at Grenaa havn inddrages som en aflastning for store dele af den bulk, som ind- og udskibes fra Aarhus, og det ser nu ud til at ske, hvilket i sig selv er værd at fejre.

I et godt og gensidigt samarbejde mellem Grenaa og Aarhus havne, burde det nemlig være muligt at flytte en del af disse aktiviteter til Grenaa. Dermed vil Aarhus havn få løst en stor del af sine pladsproblemer. Grenaa havn vil få øget sine aktiviteter væsentligt. Den øgede trafik til Grenaa havn give os politikere, valgt på Djursland, et godt kort på hånden, når Christiansborgs transportordfører med mellemrum ryster posten for nye trafikinvesteringer. Her vil jeg i hvert fald arbejde for at få gøre årtiers snak om Djurslandsmotorvejen helt til Grenaa til handling.«