Hvor mange voksne er der til dit barn?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Hvor mange voksne er der til dit barn? Det er svært at vide – og kommunen ved det heller ikke. Skanderborg Kommune har kun tal på hvor mange, der er ansat i daginstitutionerne (tal fra Danmarks Statistik) – ikke hvor mange der faktisk er sammen med børnene.
Det er et stort problem fordi forskningen klart anbefaler, at der maksimalt må være tre vuggestuebørn til én voksen og seks børnehavebørn til én voksen – ellers kan børnene tage varig skade.
Det bundniveau kaldes ’minimumsnormeringer’ og det bliver lovpligtigt lige om lidt. Det er faktisk den helt store udgift i kommunens budget for 2023 og flere år frem.
Som forældre kender vi ikke den virkelighed, vi afleverer vores børn til. Og Skanderborg Kommune har ikke gennemsigtighed om tallene på institutionsniveau.
Skanderborg Forældreorganisation har lavet sin egen opgørelse. Og det viser en helt anden virkelighed for vores børn. Opgørelsen bygger på Skanderborg Kommunes egne tal og den model, der kaldes ’omsættermodellen’. Den regner på hvor mange af de ansatte, der er syge, på ferie, eller på kursus - hvor mange der er ledere, administrationsfolk eller pedeller. 32 andre kommune har allerede brugt den model til at blive klogere på minimumsnormeringer.
I Skanderborg Kommunes vuggestuer deler 5,8 børn i gennemsnit en enkelt voksen. Og i børnehaverne deler 11,7 børn i gennemsnit en enkelt voksen. Det er langt flere end de 3 i vuggestuen og 6 i børnehaven, der er lovpligtigt som minimumsnormering. Og det er også langt flere end kommunens tal fra Danmarks Statistik. Der er altså langt igen for byrådet.
Men det er endnu værre for børnene. I de dårligste vuggestuer er der nemlig 8,1 børn til en enkelt voksen. Og i de dårligste børnehaver er det 16,3 børn om en enkelt voksen. Så er der godt nok langt til de minimumsnormeringer, der skal sikre at børnene ikke tager skade.
Som forældre kender vi ikke den virkelighed, vi afleverer vores børn til. Og Skanderborg Kommune har ikke gennemsigtighed om tallene på institutionsniveau. Men vi kan spørge institutionernes forældrebestyrelser. Vi kan presse kommunen og lokalpolitikerne til at lægge tallene frem. Lad os komme i gang – så vi kan få klarhed.