Mere ikke er ensbetydende med bedre, Leif Lahn Jensen
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
»Modsvar på Hr. Leif Lahn Jensens debatindlæg i Lokalavisen 3.9.2022, med overskriften: `Papes besparelser vil få vidtrækkende konsekvenser for trygheden i dagligdagen’:
Socialstaten med dets garanti for tryghed, det være sig i form af sundhed, politi eller understøttelse ved sygdom og lignende er ikke en ny opfindelse.
Uden at det skal være en historietime i de politiske ideologiske partiers anskuelser af begrebet `socialstat` med dets pris for tryghed og udvikling, så vil jeg dog kort henvise til Hr. Fogh Rasmussens bog `Fra socialstat til minimalstat` fra 1993, hvorfor staten bør indskrænkes til fordel for markedet. Ifølge Anders Fogh Rasmussen sikrer det dels friheden bedst, dels er det den eneste instans, der bedst kan afgøre menneskelige belønningers størrelse. Anders Foghs nyliberalisme i bogen er inspireret af den amerikanske politiske filosof Robert Nozick.
Anders Fogh tilslutter sig Nozicks ræsonnementer, men siger at staten også har en forpligtelse til at tage sig af dem, der uforskyldt er bragt i en situation, hvor de ikke kan forsørge sig selv, og den skal sørge for, at alle får muligheder for at udøve friheden ved at stille uddannelse til rådighed.
Hr. Leif Lahn Jensen, MF (S) og undertegnede Kristian Damsgaard folketingskandidat for de konservative, kan næppe blive uenige om det sidste i Hr. Fogh´s bemærkninger til Robert Nozick´s betragtninger. Nemlig at staten har en forpligtelse til at tage sig af dem, der enten er syge, har mødt urimelig modstand i deres liv pga. opvækst, sociale forhold eller blot været branduheldige i fx en færdselsulykke. De skal alle modtage hjælp og støtte fra staten. Så langt så godt. Vi er enige. Men når det kommer til størrelsen af den offentlige sektor og dermed kritikken i Hr. Søren Pape Poulsens politiske udspil om, at vi som samfund kan reducere udgifterne til offentligt forbrug med 0,4% pr. år svarende til ca. 17,8 mia. kroner, så ophører vores enighed, desværre.
Grunden skal så findes i det ideologiske og for mig logiske, nemlig at mere ikke er ensbetydende med bedre.¨
Fx er en plan om en styrkelse af nærsygehusene til 6,8 mia. kr. over de næste 8 år, som Socialdemokratiet og dets støttepartier, Enhedslisten, SF og de Radikale samt både de Konservative og Venstre og øvrige partier stemte igennem folketinget inden sommerferien, for mig ikke en løsning på `Sundhedskrisen` eller læge-/behandlingsmanglen på sygehusene. Aftalen sikrer at kommunerne får ca. 268 millioner kroner årligt til at tage hånd om de kroniske sygdomme, fx. diabetes, som hver 10. borger i Norddjurs lider af. Norddjurs vil så i givet fald modtage ca. 25 mill. Kr. om året i de næste 8 år.
I aftalen nævnes at digitale løsninger og mere tid samt personale skal anvendes til at sikre behandlingen på nærsygehusene og hos akutbehandlingsteams i kommunerne. For Norddjurs´ vedkommende er det Grenaa Sygehus som skal styrkes. Og på bedste politikersprog er nævnt, at en nedsat kommission skal komme med forslag til, hvordan personalet, herunder læger findes og fastholdes i yderområderne.
Jeg kan ikke se at trygheden er opretholdt med denne plan, da `Hullerne i spanden` jo stadigvæk er der – fordi flere læger og sygeplejesker søger arbejde på de private klinikker og det offentlige tappes dermed for kræfter og udviklingspotentiale. Årsagerne er mange, men stress, dårlige løn- og ansættelsesvilkår er nogle af dem. Det er en negativ spiral, som ikke kan løses med `mere`, fordi der findes ikke flere læger og sygeplejesker end dem vi har i dag.
Lad os stoppe `hullet i spanden` først, inden vi hælder flere penge i nærsygehusene, og nej en besparelse på 0,4% på alle offentlige udgiftsposter, undtagen sundhed, ældre og Forsvaret, er ikke urimeligt. Det er ca. 5 mia. kr. som årligt skal findes frem til 2030, hvor planen løber.
I Danmark bruger det offentlige ca. 1150 mia. kr. årligt (ca. 50% af BNP) – det 5. højeste niveau i OECD (2021-tal).
For mig er tryghed ikke flere penge men mere fornuft og vilje til at ændre på tingene – sammen.
God valgkamp!«