Resten af livet
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Jeg har været i biografen for at se ’Resten af livet’.
Kort fortalt møder vi en familie med to voksne børn, der trygt og hyggeligt mødes til fødselsdag eller brætspil.
Der findes ikke én rigtig måde at reagere på, når vi mister dem, vi elsker.
Men sønnen dør. Vi finder aldrig ud af hvordan – pludselig er vi bare med til samtale med en lidt irriterende præst, der synger ”Nu falmer skoven” lidt for længe, da der skal vælges salmer til begravelsen. I tiden efter følger vi, hvor forskelligt familiemedlemmerne reagerer på sorgen. Faderen indretter en mindestue med sønnens ting, synker ind i sorgen og minderne og besøger flittigt kirkegården.
Moderen rydder væk og går sammenbidt på arbejde, vælger vel at fortrænge sorgen. Og datteren Line forsøger at være et sted midt imellem, samtidig med at hun kæmper sine egne kampe.
Jeg tror, alle i biografen både fik grinet og grædt – og jeg var ikke den eneste, der havde lidt svært ved at finde udgangen, da filmen var slut. ”Resten af livet” fortæller på en utrolig fin måde, at sorgen har mange ansigter.
Der findes ikke én rigtig måde at reagere på, når vi mister dem, vi elsker. Alligevel er min oplevelse, at der – som det også vises i filmen - er en forløsning i at få talt med andre om sin sorg. Det er derfor, det kan være en hjælp at være med i en sorg-gruppe.
For sorg går ikke væk. Men på et tidspunkt kan sorgen finde en plads, så vi kan bære den med videre i vores liv på den gode måde – resten af livet.
Se filmen! Og bliv klogere på både dig selv og andre.