Fortsæt til indhold

Hvad har præsten under kjolen?

Debat
Marie-Louise Lieberoth WadumSognepræste Skejby og Lisbjerg sogne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Denne sommer har været velsignet med en nådig sommersol.

Som præst har det dog været lidt varmt at iføre sig den sorte præstekjole i uld før hver gudstjeneste, dåb, begravelse og bryllup.

Men hvad gemmer sig der under den 500 år gamle præstekjole?

Inden under gemmer der sig et helt almindeligt menneske. Sådan et som mig eller dig, din nabo eller hende du virkelig ikke kan li. Sådan et gennemsnitligt menneske, der oplever sorger og glæder, sejre og nederlag, kærlighed og had, glæde og vrede.

Nogle gange bliver jeg mødt med ordene: Er du præst? Men du er jo bare helt almindelig, eller du er noget helt andet end min barndoms præst.

Så næste gang du ser en præst i en sort uldkjole med en nysselig hvid pibekrave og tænker, hvad har hun mon under kjolen, så vid at det er et almindeligt menneske som dig og mig, og at vi alle deler den samme opgave.

Og ja jeg er helt almindelig. Og det er det helt særlige ved vores præsteembede og præsterolle. At vi præster er helt almindelige mennesker, der er blevet givet den opgave at være den i vores midte, der døber, vier og begraver folk.

Det kunne være dig eller din nabo.

Under præstekjolen er jeg præsten og jeg er også præst selvom den sorte uldkjole er hængt ind i skabet.

Og så vil jeg gerne fortælle højt og til alle så længe de gider høre på mig, at du er også præst!

For vi skal alle føre Guds budskab ud i verden. Vi skal lade folk vide at de er elsket, at de har værdi, at de ikke er alene. At der er plads til dem i fællesskabet. Og den opgave er vi alle kaldet til. Sort uldkjole eller ej. Den opgave er din vigtigste opgave hvad enten du snakker med din nabo over hækken, deler en øl med din ven til byfest, møder en fremmed ved busstoppestedet eller leger med barnet på vejen.

Så næste gang du ser en præst i en sort uldkjole med en nysselig hvid pibekrave og tænker, hvad har hun mon under kjolen, så vid at det er et almindeligt menneske som dig og mig, og at vi alle deler den samme opgave. At sprede Guds budskab om en altomfavnende kærlighed til alle.